Ild og vand

KAPITEL 1

Tiden syntes at stå stille. De brusende masser fra de mange vandfald omkring os var beroligende, men lukkede samtidig resten af verden ude. En snert af klaustrofobi sneg sig ind i mit sind, men den sødtduftende vind jog den hurtigt på flugt.

“Freya, ved du, hvor vi skal hen? Ved du, hvor hjertet er?”

Pigen bevægede sig så målrettet, at jeg var sikker på at mit spørgsmål var overflødigt. Alligevel følte jeg trang til at være sikker. Jeg havde ikke glemt, hvad hun havde sagt om, at vandfaldsregionen udelukkende var et sted man rejste igennem; ikke et sted man gjorde længere ophold. Med det in mente kunne jeg ikke ryste behovet for at skynde os af mig. 

Tre dage havde hun sagt. Tre dage, var så længe, man fik lov til at opholde sig på dette hellige sted.

“Hjertet er hvor jeg sidst hvilede mit blik på det,” sagde hun, uden at sænke farten. 

Jeg trak på skuldrene. Det måtte betyde, at hun vidste, hvor det var.

Overalt omkring os knejsede høje klipper, hvorfra brusende kaskader af vand strømmede ned i store søer. Mellem klipperne voksede  små buske med pastelfarvede blade, hvorfra saftige bær hang tungt og fik mundvandet til at løbe. Enkelte steder var der klynger af tætte træer, der lignede små jungler – men intet som virkede så faretruende som den jungle, vi netop havde lagt bag os.

Den slående skønhed var så stor en kontrast til den dunkle jungle, at det var svært at forstå, at vi stadig befandt os i Fandos. En snert af mørke ormede sig imidlertid med jævne mellemrum ind i mit sind: Hvad hvis Freya valgte dette fortryllende sted, frem for at vælge vores egen verden – og mig?

Jeg var så fordybet i tanker og i det fantastiske landskab omkring mig, at jeg ikke nåede at opdage at Freya var stoppet brat op, før jeg brasede ind i hende.

“Freya, hvad–”

“Schhh.” Hun tyssede på mig og pegede ind i skyggerne mellem en tæt klynge træer. Det var sjældent jeg så Freya gøre store øjne, så frygten lagde sig med det samme i brystet, og klemte om mine lunger. Selvom hun havde sagt, at der ikke var noget at frygte i vand-faldsregionen, var hun trods alt menneskelig og kunne tage fejl.

“John, se …” Freyas stemme var lav og fuld af undren – men der var ingen frygt at spore.

Jeg fulgte hendes blik og tabte næsten kæben.

Ud fra skyggerne mellem træerne kom et væsen, der var så smukt og samtidig så ære-frygtindgydende at jeg med det samme fik følelsen af at overvære noget, der aldrig havde været bestemt for menneskelige øjne.

Det var umuligt at afgøre om væsnet svævede eller gik på jorden, hvilket bidrog til den overnaturlige atmosfære, der havde lagt sig omkring os. 

Væsnets krop var dækket af noget, der lignede en blanding af pels og fjer. Den blåviolette fjer-pels, der bølgede i den ikke-eksisterende vind fik det til at se ud som om væsnet bevægede sig i slowmotion. Dets ansigt bar en vis lighed med en hest, men resten af den var ikke lig noget jeg nogensinde havde set før.

Da den var lige ud for hvor vi stod standse-de den og betragtede os med noget, der kunne ligne nysgerrighed. Det føltes som om, tiden gik i stå, mens væsnet betragtede os med dets store sorte øjne. Da den endelig vendte blikket væk og fortsatte ind mellem træerne, var det som at vågne op fra en trance.

“Laurosia,” hviskede Freya ved siden af mig.

“Hvad? Jeg troede ikke du kendte det væsen? Så vidt jeg husker sagde du at der ikke levede andre væsner end ninani og suka i denne region.”

“Jeg hørte dets navn i mit indre, da laurosia skænkede mig sit blik. Jeg har ikke set denne skabning før, men hvor er den vidunderlig.”

Det måtte jeg give hende ret i. Laurosia var et af de smukkeste væsner jeg havde set, og det havde en ualmindelig fredfyldt aura om-kring sig. På intet tidspunkt havde jeg følt mig i fare. Alligevel følte jeg at vi var blevet set – og vejet.

Da vi begge havde sundet os oven på mødet med laurosia, bevægede vi os atter i retning af det sted, som kun Freya kendte til.

En behagelig stilhed lå mellem os; den slags stilhed, som kun kan findes mellem to mennesker, der stoler fuldstændig på hinanden.

Jeg betragtede hendes ryg, mens hun gik. Noget havde ændret sig siden vi første gang mødte hinanden, for hvad der efterhånden måtte være seks måneder siden (hvis ellers mit indre ur holdt stik). Da vi først mødtes havde Freya været en bizar blanding mellem et barn og en voksen, fanget i et barns krop. Nu var det, som om barnet i hende var blevet udvandet og noget andet havde taget dets plads. Hun var blevet mere seriøs og tænksom.

Det er Fandos, der har udfyldt pladsen efter barnet, tænkte jeg mens jeg betragtede hende. I samme øjeblik jeg havde tænkt tanken, vidste jeg at jeg havde ret. Fandos var blevet en del af hendes sind, på en måde, som jeg slet ikke kunne forstå dybden af. Dette sted talte til hende; betroede sig til hende og ind-viede hende i dets hemmeligheder.

Det var både imponerende og angstprovokerende. 

Hvad hvis Fandos opsluger hende helt, og der til sidst ikke er mere tilbage af den pige hun engang var? Hvad hvis jeg bliver tvunget til at efterlade hende her, fordi hun ikke længere er helt menneske?

Tanken fik hårene i min nakke til at rejse sig, og en kuldegysning sendte en skælven gennem min krop. 

Hvor meget var der egentlig tilbage af Freya indeni den lille barnekrop?