Portalen

Kapitel 1

Jeg havde altid været en ivrig klatrer, og jeg havde sat mig for, at begive mig ud på mit, hidtil vildeste eventyr: Jeg ville bestige Mount Everest. Jeg ville nå toppen hele 8.849 meter over havets overflade, og jeg havde trænet i flere år. Nu var jeg endelig klar. 

Det var langt fra mit første eventyr, men uden tvivl mit mest ambitiøse. At presse mig selv til det yderste, var det jeg levede for. Det kunne ikke blive vildt nok, højt nok, eller farligt nok. I grunden var det en mærkelig passion jeg havde, da jeg faktisk ikke så mig selv som værende specielt modig, og bestemt ikke frygtløs. Faktisk frygtede jeg mange ting, og veg fra fare, hvis jeg havde mulighed for det – men bjergene var noget andet. I bjergene fandt jeg mig selv gang på gang, og hånd-terede selv de mest hårrejsende situat-ioner, uden at miste modet. 

Det mod kunne jeg – skulle det vise sig – desværre ikke tage med mig på min videre færd!

Holdet jeg skulle klatre med bestod af erfarne klatrere fra flere forskellige steder i verden. Vi var i alt elleve personer, der den dag vinkede farvel til lejren for foden af bjerget, og begav os op i højderne. Vi havde holdt nøje øje med vejrmeldingerne i dagene op til den dag vi tog afsted. Der så ud til at blive perfekt vejr, og der var ingen grund til at tro, at det ikke ville gå glat.

Skønheden omkring os fik mig næsten til at tabe vejret. Den dybblå himmel, som stod i så skærende kontrast til de majestætiske, sne-dækkede bjergtoppe, var noget af det smukk-este jeg nogensinde havde set. Den kølige, friske luft, som fyldte mine lunger, fik hele mit system til at falde til ro. Jeg elskede denne følelse.

Ikke et eneste sekund var jeg nervøs, eller i tvivl. Faktisk kunne jeg slet ikke forestille mig, at det ikke ville lykkes. Alt hvad jeg satte mig for lykkedes, så hvorfor skulle dette være anderledes? Det havde det i hvert fald gjort på mine andre eventyr, og jeg kunne ikke se hvorfor denne gang skulle være anderledes.

Jeg startede trods alt min klatre-karriere allerede som 16-årig, og nu var jeg lige fyldt 22 – med så mange års erfaring, var jeg temmelig skråsikker, når det kom til min formåen (muligvis også lidt kæphøj).

Den første dag gik lige efter planen. Den nyfaldne sne der knirkede svagt under mine støvler, og dækkede verden i et eventyr-agtigt tæppe, fyldte mig med glæde, mens jeg overvandt alle forhindringer på min vej. Dette første stykke var ikke så udfordrende, som det vi senere ville stå overfor, men et par steder var det nødvendigt at klatre, før vi kunne vandre videre. Det var fantastisk!  

Vi nåede den første lejr, et godt stykke før vi havde regnet med, og selvom vi alle var udmattede, var humøret højt. Hele holdet glædede sig til, at fortsætte op ad bjerget næste dag. Lejren summede af glade stemmer, og fortællinger fra dagens ture. Jeg selv lå i mit telt, og lyttede, med lukkede øjne. Kræfterne skulle spares til det næste trek.

Næste stop var Everest Base Camp, som lå i en højde af 5.350 meter. Vi forventede at trekket derop ville tage omkring 17 dage. En del fra holdet ville stoppe dér. Det var ikke unormalt, at det var Everest Base Camp der var målet. Turen videre op ad bjerget var udfordrende, og bjerget var forræderisk, med gletsjerspalter, og andre fælder der kunne lure lige under sneen. Jeg havde imidlertid planer om, at nå så højt, som menneskeligt muligt.

Der blev ikke vekslet mange ord, mens vi støt, og roligt steg længere og længere op i højderne. Alligevel nød vi hinandens stil-færdige selskab. Vi delte vores passion, og vi udlevede vores drømme. Det var en samhørig-hed man kun oplevede når man befandt sig i selskab med ligesindede – ord var ikke nødvendige.

Bjergsidens storslåede skønhed, kunne tage vejret fra enhver. Det var den slags skønhed, der ikke lader sig indfange af en kameralinse – den skal ses med egne øjne.

En mindre snestorm forsinkede vores fremskridt, så det endte med at tage os 20 dage at nå Everest Base Camp. Gruppen vidste imidlertid hvad de lavede, og vi kom støt og roligt igennem stormen. Det var hvad der kunne ske, og ikke noget vi tog så tungt. I stedet glædede vi os over, at vi var nået så langt som vi var. Det var en præstation i sig selv.

Vi hvilede ud i et par dage i lejren, og tjekkede alt udstyret igennem. Kun fire af os, havde i sinde at fortsætte mod toppen – ‘Den hårde kerne’, som vi kaldte os selv. 

Ikke så meget som et øjeblik, var vi i tvivl om, at vi ville klare turen. Nederlag var ikke en mulighed. Jeg var imidlertid udmærket klar over at det ikke var alle, der klarede turen til toppen. Mange grupper blev nødt til at vende om, inden de nåede målet – enten på grund af dårligt vejr, eller uheld undervejs. Men som sagt: Nederlag var ikke en mulighed for mig!

“I burde nok overveje at vente med at tage afsted. Vejret ser ikke for godt ud.” Det var Arthur, der havde stukket sit krølhårede hoved ind i vores telt. Jeg havde hørt rygterne der gik i lejren, om at vejret var på vej til at vende. En mindre snestorm, så ud til at have kurs mod lejren, og dermed også mod den rute vi ville tage op ad bjerget. Der var imidlertid ikke kommet advarsler ud, så jeg gik ud fra, at der var tale om en hurtigt forbigående snestorm. I gruppen havde vi allerede snakket om det, og var blevet enige om, at det ikke ville blive et problem. Så længe vi tog vores forholdsregler, og overholdt sikkerhedsprocedurerne, var vi sikre på, at vi kunne ride stormen af på bjerget.

“Ja, vi har hørt om det, men det ser ikke ud til at blive så slemt. Vi holder fast i planen om, at tage afsted ved daggry. Men tak for advarslen,” svarede jeg Arthur med et smil. Han trak på skuldrene, og trak hovedet ud af teltet igen. Intet skulle komme i vejen for mine planer – det skulle nok gå – det var jeg sikker på.

Da min alarm på mit smart watch, fortalte mig, at daggryet var kommet, stak jeg hovedet ud af teltet, og skævede som det første mod himlen. Ingen faretruende skyer hang over mig, og nattens sidste stjerner tog deres sidste krampetrækning, inden de måtte afgive deres plads til solen.

Vi lagde lejren bag os, og inden længe var der kun os, og det tavse, majestætiske bjerg.

Himlen var blå, og luften sprød af kulden, som fik hårene i næsen til at fryse til is, ved hver indånding.

Ved middagstid holdt vi pause, og fik noget at spise, og drikke. Vi var trætte, men glade. Der var endnu nogle timers klatring tilbage, før vi ville slå lejr for natten. Det var mens vi sad og hvilede vores trætte fødder, at jeg kiggede op, og så at himlen havde skiftet farve. Fra at være klar blå, var den nu grå, og truende.

“Gutter, jeg tror vi skal se at komme videre. Kig lige op.” Jeg pegede mod himlen, mens jeg rejste mig. De andre var også hurtigt på benene, med bekymrede udtryk malet i deres ansigter. Problemet med denne snedækkede kolos af et bjerg var, at der ikke var nogen steder man kunne søge ly, i tilfælde af dårligt vejr. En snestorm kunne vise sig at være katastrofal, og i værste fald tvinge os til at opgive, og vende om. Det måtte bare ikke ske.

Blæsten fik snefnuggene til at hvirvle hidsigt omkring os. På trods af vores snebriller, var det umuligt at se mere end en halv meter foran os. Stædigt kæmpede vi os igennem snestormen. Hele gruppen var målrettet – vi var ikke typerne der gav op!

Piggene under vores snesko, sørgede for at holde os på benene, og med bøjede hoveder, trodsede vi den hylende vind, der konstant truede med at vælte os omkuld.

Pludselig skete det, der aldrig må ske: Sikkerhedslinen der bandt os sammen, og sørgede for at vi ikke blev væk fra hinanden, forsvandt! Om den knækkede, eller nogen havde bundet en dårlig knude, var umuligt at sige, men linen var væk! Stormen gjorde mig blind, og fik mig til at miste orienteringen. Jeg havde ingen idé om hvor de andre befandt sig. Jeg vidste ikke om jeg var forrest, eller bagerst. Alt var hvidt. “Hvor er I? Giv lyd,” råbte jeg, men fik intet svar. Angsten krøb op langs min rygrad. Én ting var at overleve en snestorm, når man stod sammen som et hold – noget helt andet var, at blive fanget alene i stormen, uden at vide hvor man var. 

Uden varsel, forsvandt jorden under mig. Vildt fægtende med armene, faldt jeg. Mine skrig druknede i lyden af stormen der rasede. Jeg faldt, og faldt, og faldt, inden jeg langt om længe ramte bunden. Slaget slog luften ud af mig, og jeg kæmpede, for at trække luft ned i lungerne. Lyden fra stormen var dæmpet, og syntes at komme meget langt fra. Jeg var desorienteret, og bange – mere bange, end jeg nogensinde før havde været.

Da jeg endelig havde fået ilt ned i lungerne igen, bøjede jeg hovedet bagover, og kiggede op. Langt, langt over mig, kunne jeg se stormen rase. Jeg var faldet ned i en af de forræderiske sprækker, der alt for ofte, krævede ofre.

“Hjælp mig,” råbte jeg, så højt jeg kunne. Jeg vidste imidlertid, at det var forgæves. Ingen ville kunne høre mig, så længe stormen rasede, og ingen havde set mig falde. Der ville sandsynligvis gå et godt stykke tid, før nogen opdagede at jeg var væk. 

Med angsten siddende i brystet, som en ekstra vægt, der besværliggjorde min vejr-trækning, sænkede jeg igen hovedet, og kiggede rundt. Til min store overraskelse befandt jeg mig ikke i en smal sprække – jeg lå i en grotte, der strakte sig ind i mørket, så langt jeg kunne se.

Jeg kneb øjnene sammen. Der var noget derinde i mørket.