Øen

Kapitel 1

Take off

Jeg var en ung mand. Mit liv var kun lige begyndt, og verden lå for mine fødder. Et eventyr ventede forude. I den alder føler alle, at de er udødelige. Det var ikke spor anderledes for mig – fremtiden var lys, og intet kunne røre mig.

Jeg var fri som en fugl. Ingen forpligtelser eller ansvar hvilede på mine skuldre. Kalenderen skrev august 2015, året hvor jeg skulle udleve alle mine drømme. Hvor tåbelig jeg dog havde været i min ungdoms overmod.

Formaningerne fra mine forældre havde været talrige. Jeg var deres eneste barn, og min mors bekymringer havde næsten drevet mig til vanvid. Et hurtigt knus og et kys på kinden til min mor, efterfulgt af et fast håndtryk til min far, var det, jeg efterlod dem med. 

“Det er jo kun to måneder, mor,” havde jeg sagt i et sidste forsøg på at stoppe den konstante strøm af salte tårer, der vædede hendes kinder. 

Havde jeg dengang vidst, at der skulle gå mere end fem år, før jeg så hende igen, havde jeg fortalt hende, hvor meget jeg elskede hende, og hvor meget hun betød for mig. Jeg vidste det ikke, ingen kunne have vidst det.