꧁ 1 ꧂

Onsdag d. 11. September 2024

“Miki, du skal op.” Drømmen svøbte sig som en dyne over hans søvnige hjerne. “MIKI!” Hans mors stemme rev ham ud af drømmens favntag. Han glippede søvnigt med øjnene. Vækkeuret, der stod på det lille natbord ved siden af sengen, viste 7.10. 

“Shit,” mumlede han, og skyndte sig at kaste dynen til side. Han måtte ikke komme for sent. Det ødelagde hele dagen, hvis han kom for sent – brød rutinerne, som var så afgørende.

Stadig med søvnen svævende over sig, som et slør, han ikke helt kunne ryste af sig, vaklede han ud på badeværelset. 

Først tandbørstning, så tøj på, og til sidst morgen-mad. Sådan var rutinen hver morgen, og den kunne der ikke laves om på.

Da han endelig buldrede ned ad trappen, stod hans morgenmad allerede klar på det lille spisebord i køk-kenet. 

“Tak mor,” sagde han, og sendte sin mor et skævt smil. Duften af frisklavet kaffe bredte sig i køkkenet, og blandede sig med den friske duft af nyklippet græs, der strømmede ind gennem det åbne vindue. De vel-kendte lyde fra hans mor, der puslede i huset, og gjor-de sig klar til dagen, gjorde ham afslappet og veltilpas. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel.

“Skal vi lave noget efter skole?” Kasper kiggede afventende på ham. Da han ikke fik noget svar, fort-satte han: “Hallo, er der nogen hjemme?” Miki sled blikket væk fra fortovet, og kiggede på sin ven, der gik ved siden af ham. 

“Undskyld. Jeg spacede vist helt ud et øjeblik. Nej, jeg har for mange lektier i dag. En anden dag er jeg klar,” sagde han med et smil til vennen, som rullede teatralsk med øjnene. 

“Selvfølgelig har du det – som alle andre dage.” Kommentaren, der drev af harme, fik Miki til at krympe sig. Kasper var hans bedste (og nok også eneste) ven. For det meste forstod han vigtigheden af  Mikis rutiner, men nogen dage blev han alligevel træt af det. Sådan en dag var det i dag.

Kasper og Miki var et umage par. Kasper var lav, tæt og med en kulsort manke på hovedet, mens Miki var høj, ranglet og så lyshåret, at det næsten var hvidt. Alligevel havde de holdt sammen siden børnehaven. 

Et tæt venskab havde slået rod, efter Kasper var kommet Miki til undsætning i sandkassen, hvor et par drenge havde drillet, og hældt sand ned i  Mikis bluse. Kasper havde ikke tøvet et sekund, men var kommet stormende, og havde skubbet den ene dreng, så han landede på rumpen i sandet, og gav sig til at vræle.

Kasper havde fået en del ballade for episoden, men det var han vant til. Det var ikke første gang, han havde ladet næverne tale – og heller ikke sidste.

Nu gik de i 8. klasse, og Kasper havde mere end én gang efterfølgende reddet Miki ud af ubehagelige situationer. 

Kasper var 15 år, mens Miki var 16. Han var startet et år senere i både børnehave og skole, da han ikke var klar samtidig med sine jævnaldrende. Det havde kostet en del drillerier, men nu havde de fleste vist glemt aldersforskellen.

Drillerierne slap Miki imidlertid ikke for. Det var prisen, man betalte for at være anderledes. I en lille by som denne kunne ingen skjule sig.

I virkeligheden generede det ham ikke synderligt. Han var ikke specielt interesseret i de andre i klassen. Så længe han havde Kasper, kunne de kalde ham hvad de ville!

Miki havde aldrig rigtig forstået, hvorfor Kasper valgte lige netop ham. Kasper kunne sagtens have været en del af den populære klike, men af uransagelige årsager, så han noget i Miki. Han forsøgte ikke at dvæle ved det – huskede bare at sætte pris på, at livet havde formet sig, som det havde. Det handlede ikke om kvantitet, men om kvalitet – en enkelt god ven var mere værd end ti overfladiske bekendtskaber.

I trækronerne over dem kviderede fuglene, og udfyldte den tomhed, der var opstået, mens han var fordybet i tanker. Miki stak hænderne i lommen, og sparkede til en lille sten, der trillede over asfalten foran dem.

“Jeg ved det godt – det er bare…du ved…rutiner-ne,” sagde han undskyldende til Kasper, som stadig surmulede ved siden af. Kasper kiggede på Mikis brødbetyngede ansigt, og begyndte at grine. 

“Ja ja, jeg ved det godt. Fair nok,” sagde han med et smil. Harmonien var genetableret. Præcis som Miki godt kunne lide det.

Da lektierne var lavet, gik Miki nedenunder. Selvom det var sidst på sommeren, var vejret lunt, og solen skinnede fortsat fra en skyfri himmel. Kasper boede med sine forældre i samme villakvarter som Miki, så han havde tænkt sig at gå derover og høre, om de skulle lave et eller andet – han følte, at han skyldte lidt på kontoen, fordi han stort set altid sagde nej, når Kasper foreslog, at de skulle hænge ud. 

Ikke fordi der var så meget at lave i den lille søvnige by. Selvom Hellested med dens knap 600 indbyggere ikke bød på de store muligheder for noget at få tiden til at gå med, plejede de imidlertid, som regel, at finde på noget alligevel. 

På vej ud af døren råbte han til sine forældre: “Jeg smutter over til Kasper.” Da der ikke kom noget svar, stak han hovedet ind i stuen, hvor hans mor og far sad i sofaen, og så nyhederne i fjernsynet. “Jeg sagde, at jeg går,” sagde han lidt højere end strengt nødvendigt. Han hadede, når folk ikke svarede, når han talte til dem. Stadig intet svar. Hans forældre sad bare og stirrede på fjernsynet med et uudgrundeligt udtryk i ansigterne. 

Hvad i alverden, tænkte han, og gik ind i stuen, så han kunne se, hvad der skete på skærmen.

‘Breaking news’, kørte uafbrudt på den nederste del af skærmen, mens nyhedsoplæseren med rystende hænder læste op fra det ark papir, hun havde i hænderne.