Løvemor

Oktober 2011

Han var så uendeligt lille og føltes så skrøbelig. Hun betragtede den lillebitte hånd, som var fast knyttet om hendes finger, mens han suttede løs på hendes bryst med lukkede øjne; uvidende om den store verden, der omgav ham.

Smerten kunne hun ignorere. Ingen havde fortalt hende, at det gjorde ondt at amme, men det var også ligegyldigt. Hun kunne udholde alverdens kvaler, så længe Leander var sund og tilfreds.

Det var ikke altid, det lykkedes lige godt med amningen. Ofte skreg den lille dreng hjerteskærende, og han gylpede enorme mængder mælk op efter hvert måltid. Hun vidste ikke, om det var normalt. Hun tilføjede en mental note: Husk at spørge sundhedsplejersken næste gang. 

Selvom hun nu havde selskab af Leander, blev dagene hurtigt lange og ensomme i huset, der lå så langt uden for alting. Hun havde efterhånden indarbejdet en fast rutine, som bestod af faste ammetider, gåture med Leander i barnevognen og Snoopy ved sin side, frokost (hvis hun nåede det) og til sidst en hurtig lur, inden Martin kom hjem (hvis ellers Leander sov). 

Så snart Martin kom hjem fra arbejde, gjorde hun, hvad hun kunne, for at se arbejdsom ud. Enten skyndte hun sig at finde støvsugeren, tømme op-vaskemaskinen eller skifte Leanders ble. Det var den bedste måde at bevare husfreden på.

“Liva,” råbte Martin fra entreen, idet han smæk-kede døren efter sig. “Er aftensmaden klar?”

I brystet strammedes knuden, som efterhånden havde fast residens dér. “Ikke endnu. Leander kastede op på sit tøj, så jeg blev nødt til at bade ham.”

Stilheden var øredøvende. Det var aldrig til at vide hvilken reaktion hun kunne forvente. Endelig sagde han noget igen: “Skidt med det. Jeg laver bare mad i aften.”

Liva åndede lettet op. Idag var han i godt humør. Hun betragtede den lille dreng på puslebordet, med et blik fuld af ømhed og kærlighed. 

Der var intet hun ikke ville gøre for ham. Absolut intet.

*

Dagene efter de var kommet hjem fra hospitalet med Leander siddende sammenkrøllet i autostolen, var en tåge. 

Livas forældre havde været der, da de kom hjem. De havde passet Snoopy, og hun havde næsten fået tårer i øjnene, da hun så storken med det blå silke-bånd om halsen vente på dem udenfor hoveddøren. 

De havde tilbragt to dage på patienthotellet, hvor hun havde lært at amme og skifte ble, og alle de andre ting, der fulgte med i babypakken. 

Hun havde glædet sig til at komme hjem og havde været fuld af forventning om, at livet nu ville blive komplet – at det ville blive godt. 

Gæster var kommet og gået. Alle havde udtrykt begejstring for den lille ny. Hun huskede ikke meget af det. Aldrig i sit liv havde hun været så over-vældet. At hun var nogens mor havde stadig ikke helt bundfældet sig, og virvaret af følelser gjorde verden sløret. 

Det stod imidlertid hurtigt klart, at Martin stadig var den samme. Når gæsterne flokkedes om babyen, var han den stolte far, som overøsede Leander med opmærksomhed og delte ud af sin viden (ikke den viden, bøgerne nævnte, men hans helt egen!). Ofte rullede hun diskret med øjnene, når han med vigtig-hed i stemmen sagde: “Det er vigtigt at træne deres nakkemuskler så tidligt som muligt,” eller “Leander er tydeligvis ualmindelig klog – det kan man se alle-rede nu.” 

Så snart døren lukkedes bag den sidste gæst, blev computeren tændt, og Leander var igen hendes ansvar. Ikke at det gjorde hende noget. Hun elskede sin søn, men hun havde forestillet sig noget andet. 

I hendes fantasiverden ville de begge to sidde og falde i svime over deres perfekte søn. De ville smile bredt, når han gav sig i søvne, og forundres over, hvordan de havde kunnet skabe noget så fantastisk.

 Virkeligheden blev imidlertid helt anderledes. Igen sad han fordybet i skærmen, mens hun pludrede med Leander og savnede nogen at dele sine overvældende følelser med. 

Engang imellem forsøgte hun med et: “Se lige, hvor sød han er, Martin,” mens hun kiggede afventende på ham. 

Hvis han overhovedet løftede hovedet fra com-puteren, fik hun typisk et: “Nårh, hvor sødt,” hvorefter han straks vendte opmærksomheden mod skærmen igen. 

Selvom de på ydersiden lignede den perfekte kernefamilie med to engagerede forældre til en nyfødt baby, skreg hun af ensomhed indvendigt.

*

“Men Martin, jeg har altså læst, at babyer ikke må sidde så længe i en autostol, før de er lidt ældre. Leander er kun tre uger gammel. Det kan være dårligt for hans ryg.” Hun så bedende på ham, men kunne med det samme se, at der ikke var grund til at diskutere. Beslutningen var truffet.

“Du bliver simpelthen nødt til at forstå, at jeg skal arbejde, Liva! Jeg får jo ikke sovet, når jeg også gør dig den tjeneste at skifte ble om natten, så du slipper for det! Og det er ikke til at tænke i det skrigeri!” Tonen var hård og uforsonlig, og hun kapitulerede med det samme.

“Det forstår jeg selvfølgelig godt. Jeg er også meget taknemmelig for, at du gider at skifte ble om natten.” Hun tøvede lidt, inden hun fortsatte: “Men det er jo også, fordi jeg skal amme, ikke? Ellers ville jeg jo aldrig få sovet…. Men jeg skal nok tage over til mine forældre i nogle dage, så du kan få ro. Det var ikke fordi, jeg ville virke, som om jeg ikke forstod det. Undskyld.”

Han fnøs. Et af den slags nedladende fnys, som fik alt til at vende sig i hende – den slags der betød, at det var godt, hun endelig var kommet til fornuft, og kunne se, at han havde ret. “Godt. Så ring til din far, og sig, at han skal komme og hente dig.”

“Selvfølgelig.” Og dermed var emnet uddebater-et. Hun og Leander var ikke velkomne lige nu!

En tåre truede med at trille ned ad kinden, mens hun gik i gang med at pakke Leanders pusletaske. Inderst inde syntes hun overhovedet ikke, det var rimeligt, at hun skulle tage afsted, og hun forstod slet ikke, hvordan han kunne undvære Leander. Det var det, der ramte hårdest: Ligegyldigheden.

Leander var ikke andet end endnu en statist i Martins liv, og det gjorde usigeligt ondt!

*

“Liva, babyer der er så små, må ikke have feber. Vi bliver nødt til at ringe til vagtlægen.” 

Hun kiggede på sin mor, mens tvivlen nagede. Martin ville helt sikkert sige, at hun var hysterisk. Det sagde han hver gang, hun troede, der var noget galt med Leander. Men hun kunne heller ikke bare lade stå til. “Ok, jeg ringer til vagtlægen, mor,” sagde hun, mens hun strøg det lille varme hoved forsigtigt.

“Leander er blevet indlagt.” Hun sad i en stol på den dunkle stue. Leander sov i tremmesengen, de havde hentet ind til ham. Umiddelbart var der ikke noget alvorligt galt, men eftersom han var så lille, ville de beholde ham til observation natten over.

“Ok. Hvad er der galt med ham?” Martin lød utålmodig, og i baggrunden kunne hun høre den hurtige klapren af tastaturet.

“Altså, de siger, at det ikke umiddelbart er alvor-ligt, men samtidig at det ikke er normalt, at så små børn får feber. Vi skal blive herude, indtil de er sikre på, at feberen falder. Jeg syntes bare, du skulle vide det, hvis du gerne ville komme herop?”

“Det behøver jeg ikke. Det lyder til, at du har styr på det.” Hjertet sank i hendes bryst. Egentlig havde hun fået det svar, hun forventede, men samtidig havde hun håbet på, at han ville springe ind i bilen og køre, så snart han fik at vide, at hans baby var indlagt.

“Selvfølgelig. Der er heller ingen grund til, at vi begge to sidder herude. Jeg skal nok give dig besked, hvis der er nyt.” Tårerne pressede på, men hun nægtede at lade ham høre, hvordan han påvirkede hende. 

I tremmesengen sov Leander trygt med blussende feberhede kinder.