Junglens vogter

KAPITEL 1

Efter kun et par meter var vi fuldstændig omsluttet af junglens fugtige, velduftende aroma. Idet jeg kiggede mig tilbage over skulderen, blev jeg overrasket over, at opdage, at savannen var væk. Bag os var der ikke andet end tæt jungle. Følelsen af, at junglen havde slugt os med hud og hår – at vi nu befandt os i maven på et frodigt uhyre – fik mig til at synke en ekstra gang. Det føltes en smule klaustrofobisk, men samtidig var der utroligt smukt inde i den tætte jungle. Den enorme kontrast fra savanne til jungle var imidlertid endnu mere udtalt, end da vi havde krydset grænsen fra sumpen til savannen.

Over os dannede træerne et frodigt tag, hvor kun enkelte solstråler formåede at trænge i-gennem. 

De høje, koboltblå stammer med deres orange blade bidrog til en eventyrlig stemning. Man skulle tro, vi var faldet ned i kaninhullet, ligesom Alice i Eventyrland, tænkte jeg, da det var den bedste sammenligning, min måbende hjerne kunne komme i tanker om.

“Du har været i junglen før, ikke, Freya?”

“Jo, jeg har besøgt denne region, men aldrig vovet mig helt ind i dybet. Denne jungle føles forræderisk.” Hun scannede konstant om-givelserne og nød på ingen måde den frodige skønhed på samme måde, som jeg gjorde. 

Hendes ord fik mig til at gyse en smule. Selvfølgelig skulle intet i Fandos være nemt! Der var aldrig tale om en simpel tur gennem et fredeligt og smukt landskab. Jeg skævede til hende, nervøs for at høre svaret på mit næste spørgsmål: “Og … væsner … hvilke væsner risikerer vi at støde på herinde?”

Jeg var lige ved at tro, at hun ikke havde hørt mit spørgsmål, idet hun bare masede vide-re gennem den tætte, orange bevoksning i skovbunden. Jeg burde have vidst, at hun bare formulerede sit svar, inden hun gav det, som hun altid gjorde.

“Fixo er det væsen, jeg kender til herfra. Et lille, undseeligt væsen, som ikke umiddelbart udgør en trussel for os. Kun et enkelt glimt blev mig forundt, før den atter druknede i junglens hav.”

Fixo, tænkte jeg og kom til at smile. Kunne vi dog bare nøjes med en lille, sød skabning i denne region, ville min lykke være gjort. 

Det var efter al sandsynlighed tåbeligt at tro, at vi ville være så heldige, men man havde dog lov at håbe. 

Fraværet af lyde i junglen var en smule uhyggeligt. I så tæt bevoksning ville man i det mindste forvente lyden af smådyr, der fik blad-ene til at rasle i skovbunden på jagt efter noget at spise, eller lyden af summende insekter, der dovent ledte efter sød nektar. 

Det eneste, vi kunne høre, var imidlertid vores egne masende skridt gennem den orange bevoksning. 

Sveden drev allerede af mig. Luften herinde syntes at stå stille, og varmen var fugtig og klam. Tøjet klæbede til min krop, og jeg kunne mærke dråber løbe ned ad min varme hud overalt. 

Savannen havde også været ulideligt varm, men der havde varmen været anderledes og tør. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg foretrak – det eneste, jeg vidste, var, at jeg snart var træt af varme i det hele taget!

Freya var pludselig stoppet op et par meter foran mig. Hjertet begyndte at sætte farten op. Jeg havde for længst lært at forvente det værste, når hun pludselig stoppede på den måde. Hvilken fare ventede mig forude, tænkte jeg med angsten siddende i halsen. 

Jeg var bestemt ikke forberedt på det, der mødte mig. Der var ingen farer at se nogen steder. Til gengæld befandt vi os pludselig på det smukkeste sted, jeg i mit liv havde set.

“Wow,” udbrød jeg måbende.

Synet havde fået selv Freya til at tabe kæben. Hun stod ved min side og måbede på sam-me måde som jeg selv. 

Overalt omkring os voksede kæmpestore blomster i alle verdens farver. Blomsterhovederne var på størrelse med små biler (hvilket var det eneste, jeg på stående fod kun-ne finde på at sammenligne med), og duften, der slog os i møde, var liflig og sød. 

Blomsterne syntes at vokse frem alle steder fra: på træerne, på bevoksningen i skovbunden – ja, selv ud af det rene ingenting. 

De gigantiske blomster gav junglen et overnaturligt udseende, og jeg havde svært ved at stoppe med at dreje rundt om mig selv for at få det hele med.

“Vidste du, det her var her, Freya?” spurgte jeg åndeløst.

“Nej. Jeg har aldrig bevæget mig så langt ind i dette vildnis før. Kanten af junglen føltes som det sikreste valg, da jeg havde planer om at overleve.”

Jeg grinede lidt af hendes formulering og den alvorlige mine, den blev leveret med.

Efter at have beundret de smukke blomster et godt stykke tid, løsrev vi os endelig og be-gav os dybere ind i junglen. Blomsterne blev erstattet af den orange bevoksning, og om-givelserne føltes klaustrofobiske i deres tætte favntag.

Gad vide, hvad der venter os herinde i dybet, tænkte jeg med en voksende uro i maven. Én ting var sikkert: Fandos var aldrig, hvad det gav sig ud for at være. Jeg ville ikke lade mig narre af dets skønhed!