Juli 2018
Det havde nærmest været umuligt at tørre det brede smil af ansigtet, siden den dag hun havde sagt til Martin at hun ville skilles. Frihed var inden for rækkevidde, og ikke så meget som et sekund havde hun tvivlet på, at det var den rigtige beslutning.
Da det først var gået op for Martin, at hun rent faktisk mente det, var det hele sådan set gået over-raskende nemt. De var blevet enige om at vente med at sige det til drengene, og han havde meldt ud, at han ikke var interesseret i at have dem på samvær mere end hver anden weekend. Hun havde været usigeligt lettet, da han kom med den udmelding. Hun havde frygtet, at der ville blive kamp om drengene – faktisk var det kommet temmelig meget bag på hende at han så let gav afkald på dem. Man må tage de olivengrene, der bliver rakt frem, tænkte hun, mens hun gik og dagdrømte om det nye liv, der ventede forude.
Selvfølgelig havde Martin også udbredt budskabet om at han i flere måneder havde villet skilles, men at han ikke ville gøre Liva ked af det. Det eneste, hun kunne gøre, når han begyndte på sine forvrængede rablerier, var at ryste på hovedet. Lige om lidt var det ikke hendes problem længere – lige om lidt var hun fri!
Der var kun en måned til, at Martin skulle flytte ud af deres fælles hus. De havde aftalt at hun blev boende med drengene, mod at hun betalte alle løbende udgifter til huset, som en slags husleje.
Alt i alt så det ud til at alle hendes bekymringer havde været en storm i et glas vand. Livet kunne kun blive bedre herfra.
*
“Nej, mor, du må ikke gå!”
Leander havde kastet sig ned på gulvet og klamrede sig til hendes ben.
“Jeg vil ikke være alene med far,” skreg han, mens han holdt krampagtigt fast i hende.
“Jamen, Leander, jeg skal bare lige køre Vitus i vuggestue. Jeg er tilbage om meget kort tid.” Hun kiggede forskrækket ned på drengen. Hans reaktion på at skulle være alene med Martin fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen.
Da hun løftede blikket gippede det i hende. Martin stod lige foran hende.
“Slip så mor, Leander!” Hans stemme var brysk og uforsonlig.
“Nej,” skreg Leander og hægtede sig endnu bedre fast.
Det hele kom så meget bag på hende at hun endnu ikke havde formået at reagere. Hun stod bare der med Vitus på armen og Leander foran sig på gulvet. Inden hun nåede at gøre noget som helst, havde Martin sat et knæ i ryggen på sin søn. Med den ene hånd vristede han Leander fri af hendes ben og holdt brutalt den lille drengs arme fast, samtidig med at han lagde sin vægt på knæet, der fortsat borede sig ind i drengens ryg.
“Så kom dog afsted,” bjæffede han af hende.
Da hun stod ubeslutsomt for længe, råbte han: “Så skrid dog, mens jeg holder ham!”
Med tårerne trillende ned ad kinderne vendte hun omkring og gik ud af døren. Det sidste, hun så, før døren lukkede, var Leanders tryglende blik, som skreg: Hjælp mig, mor. I det øjeblik vidste hun, at hun aldrig nogensinde ville glemme det blik – det ville hjemsøge hende for evigt – og hun var ikke i tvivl om, at hun fortjente det!
Efter at have afleveret en pylret Vitus i vuggestuen, trykkede hun lidt for hårdt på speederen for at komme hjem. Hun frygtede hvad der ventede hende i det hus, der efterhånden rummede så megen smerte, at det næppe kunne kaldes et hjem længere.
“Leander,” kaldte hun i samme øjeblik hun trådte ind ad døren.
Stilhed.
Hjertet hamrede i brystet. Hvorfor var der så stille? Hvor var hendes søn?
“Leander,” prøvede hun igen, denne gang med en skinger klang, som kun kunne betegnes som panik.
“Han ligger inde i soveværelset.”
Hun spjættede af forskrækkelse, da Martins stemme lød lige bag hende.
“Er han okay?” spurgte hun ængsteligt.
Hun havde allerede taget de første skridt i retning af den lukkede soveværelsesdør, da Martins ord stoppede hende:
“Jeg har fortalt ham, at vi skal skilles,” sagde han med et skuldertræk.
“Hvad har du?” Vreden brød uden tøven igennem overfladen. De havde haft en klar aftale om at de skulle sætte sig ned sammen med drengene og fortælle dem om skilsmissen. Hun havde forberedt sig grundigt i hovedet og vidste præcis, hvordan hun ville forklare, at intet af det var deres skyld, og at det hele nok skulle gå – nu var muligheden blevet revet fra hende.
“Hvorfor fanden gjorde du det?” forlangte hun at få at vide.
“Den lille møgunge råbte kraftedeme, at han hadede mig, og så stak han af. Så sagde jeg til ham, at det da var heldigt, at vi skulle skilles, så han slap for at glo mere på mig!”
Liva var målløs. Hun vidste ikke helt, hvor længe hun stod og stirrede på ham, ude af stand til at for-mulere en sammenhængende sætning. Hvad i alverden tænkte han på? Leander var et lille barn og hans far havde kylet ham brutalt ned i gulvet.
Hun kunne fandme godt forstå, at han havde sagt, at han hadede Martin!
Da hun endelig genvandt evnen til at tale, stillede hun det eneste spørgsmål der var vigtigt lige nu: “Hvordan tog han det så?”
“Han sagde det var fint og så gik han ind og spillede iPad.” Martins nonchalante skuldertræk fik hende næsten til at lange ud efter ham. I sidste øjeblik fik hun styr på sig selv og vendte i stedet ryggen til ham, for at se til sin søn.
“Hej, Leander,” sagde hun stille, da hun listede ind i soveværelset.
Drengen sad under dynen i sengen og stirrede ned i skærmen foran sig. Hans øjne var røde og hævede, og de små buttede kinder havde hidsigt røde blomster, der tydeligt fortalte, at han havde været ked af det.
“Far sagde at I havde skændtes” sagde hun forsigtigt. “Er du okay, Leander?”
De små fingre trykkede hidsigt på skærmen, og blikket flakkede, uden at han så ud til at registrere, hvad der foregik i det spil, han havde åbnet.
“Hvad skete der, skat?” Hun strøg ham over håret og ventede tålmodigt, indtil han endelig løftede blikket fra skærmen og kiggede på hende med store, triste øjne.
“Far råbte,” sagde han, mens den lille læbe begyndte at bæve.
“Gjorde han det? Var det fordi du kom til at sige noget grimt til ham?”
“Ja,” hviskede drengen og slog blikket ned. “Jeg sagde til far at jeg hader ham. Og det gør jeg også!”
Hjertet bristede i hendes bryst, mens hun betragtede smerten i Leanders øjne. Ingen børn skulle være nødt til at have det sådan – ingen børn skulle presses derud, hvor de rent faktisk mente, at de hadede deres forælder.
“Det er overhovedet heller ikke i orden, at far råber af dig, skat. Jeg kan godt forstå, du blev ked af det – og når man er ked af det, kan man godt komme til at sige nogle grimme ting. Hvad skete der så bagefter? Blev I gode venner igen?”
“Så råbte far at han ikke ville bo her mere og så gik jeg herind.” Det blev sagt i en konstaterende tone. Han trak endda en smule på den ene skulder. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Selvfølgelig havde Martin råbt det. Det havde været naivt at forvente andet!
Hun tøvede inden hun stillede det næste spørgsmål: “Og hvordan har du det så med at far ikke skal bo sammen med os mere?”
Igen løftede han blikket og mødte hendes.
“Det er rigtig dejligt, mor.”
Et øjeblik stirrede hun forvirret på drengen, der igen havde vendt opmærksomheden mod iPad’en. Det var ikke det svar hun havde forventet.
I så mange år havde hun sagt til sig selv, at det var bedst for børnene at have begge forældre under samme tag – havde hun virkelig taget så grueligt fejl? Det havde hun – det vidste hun jo godt!
*
Det var umuligt at gennemskue hvad der foregik indeni Martin. I det ene øjeblik var alt fint og hun åndede lettet op ved tanken om hvor let det hele gik med skilsmissen. Det næste var han sur og gik rundt i huset med hørebøffer på. Selvom hun var vant til at gå på æggeskaller omkring Martin, var de enorme ud-sving i hans humør noget nyt.
Hun kunne næsten ikke vente til den dag, han flyttede. Når bare han kom ud af huset, skulle alt nok blive godt. Så kunne hun endelig blive den mor, hun altid havde forestillet sig, hun ville være – og så kunne hun finde sig selv igen.
