Drømmefanger

Februar 2007

Liva roder febrilsk i tøjskabet, på jagt efter aftenens outfit. Humøret er ikke til endnu en fest, men hun har lovet at tage med, så nu er der ingen vej udenom.
Siden sit brud med Sebastian for 6 måneder siden er dagene gået med studieliv og fester. Hun er træt af den evindelige rutine og hungrer efter tosomhed igen.
Et lille melankolsk smil spiller i mundvigen.
Hun havde elsket Sebastian, men deres håb og drømme for fremtiden havde ikke været kompatible. Hun drømte om familie og børn, mens han ville satse på karrieren. Derfor var forholdet gået i stykker. Det havde været udramatisk, og omend der havde været tårer, skiltes de i fred og fordragelighed.
Liva vender opmærksomheden mod tøjskabet og finder en top med blonder. Hun kigger kritisk på den og derefter på klokken. Det bliver ikke bedre, tænker hun og skynder sig at iføre sig toppen. Hun har aftalt at følges til festen med en veninde fra klassen. Hun kender ikke ham, der holder festen. Sådan er det ofte.
Da hun har iført sig den sidste højhælede støvle, banker det på døren. Udenfor står Marie, som ser mere end klar ud i sit sprudlende festtøj.
“Er du klar?” spørger hun.
“Yes, jeg kommer nu,” svarer Liva og låser
døren efter sig.
Aftenen er kølig. Hun skutter sig og trækker jakken tættere op omkring halsen.
De går det korte stykke over til den lejlighed, hvor festen holdes. De kan høre musikken allerede, da de er et stykke derfra.
De to piger træder ind ad døren og mødes af festglade mennesker, der er godt i gang med festlighederne. Der står tomme dåser og flasker på sofabordet, og den lille lejlighed er fyldt med mennesker, som snakker højlydt i munden på hinanden.
En tydeligt beruset fyr stikker en dåseøl i hånden på Liva og tilskynder hende til at sætte sig på en af de få ledige stole i den lille stue. Liva kigger rundt og konstaterer, at hun ikke kender andre end Marie. Hun sukker og fører dåsen med øl op til munden. Hun tager en stor slurk og mærker, hvordan kulden langsomt forlader kroppen. Hun svajer let til den dunkende musik og begynder så småt at føle sig bedre tilpas.
Hun kigger rundt i det lille lokale. Blikket standser ved en fyr, som sidder i en lurvet sofa og stirrer på hende. Han hæver dåseøllen i sin hånd til en skål, mens et skævt smil spiller i hans ene mundvig. Forfjamsket hæver Liva sin egen øldåse
og tager derefter en slurk. Hun slår blikket ned, men kigger et øjeblik efter på fyren ud af øjenkrogen. Der er ikke noget specielt ved ham. Han er ikke den
pæneste fyr til festen, og som udgangspunkt er han slet ikke hendes type. Hun slår igen blikket ned, da han fortsat stirrer ufravendt på hende.
I samme øjeblik vælter Marie ned i skødet på hende. Hun er beruset og skråler med på den sang, der dunker ud af højtalerne.
“Hvem er ham dér?” spørger Liva med et lille nik i retning af fyren i sofaen. Marie kigger forvirret rundt, indtil hun får øje på, hvem Liva hentyder til.
“Det er Martin,” siger hun, mens hun vender blikket mod øllen i hånden. Hun har fået et uudgrundeligt udtryk i ansigtet, der et øjeblik forvirrer Liva.
“Kom.” Marie hiver Liva op af stolen og finder et minimalt stykke tomt gulv. Her kaster Marie sig ud i en vild dans, og et øjeblik efter kan Liva ikke
lade være med at følge trop. De danser og griner fjollet. Liva kan mærke øllets virkning, og hæmningerne forlader kroppen.
Hun får øjenkontakt med Martin, som fortsat sidder i sofaen. Han gestikulerer til hende, at hun skal komme over til ham. Liva overlader Marie til en anden beruset fyr, som straks kaster sig ud i dansen. Det føles næsten, som om gulvet bevæger sig i takt med de dansende mennesker. Eller måske er det bare virkningen af dåsens indhold, der har meldt sin ankomst. Luften i den lille lejlighed er tæt, og en sveddråbe løber langsomt ned ad hendes ryg.
“Hej,” siger hun, da hun kommer over til sofaen.
Martin rykker sig, så der er plads til, at hun kan lade
sig falde ned ved siden af ham. Der er ikke meget plads i sofaen, og de kommer til at sidde tættere, end hun bryder sig om.
“Jeg hedder Martin,” siger han.
“Liva,” siger Liva og smiler et alkoholfremkaldt smil. Hun ryster dåsen og opdager, at hun har tømt endnu en øl. Hvordan skete det lige, tænker hun,
selvom hun egentlig er ligeglad. Lige nu har hun det godt, og humøret er i top.
Måske bliver det alligevel en god aften, selvom lysten ikke havde været der, til at starte med.
*
Liva vågner fortumlet op ad formiddagen.
Hovedet dunker, og hendes mund er tør som sandpapir. Hun stønner og forsøger at samle sig til at stå op af sengen og få noget at drikke.
Da hun endelig svinger benene ud over senge kanten, snurrer det lille værelse rundt, og hun trækker vejret dybt, inden hun rejser sig, og med forsigtige skridt går ud i køkkenet. Hun åbner køle skabet. Hun har glemt at købe ind.
“Forbandet,” mumler hun, mens hun lukker køleskabet, og i stedet tager et glas i skabet. Hun lader vandet løbe, inden hun fylder det, og grådigt drikker det kolde vand. Da glasset er tomt, har hun det lidt bedre, men beslutter sig alligevel for at hoppe i seng igen. Hun trækker dynen helt op under hagen og lukker øjnene. Aftenen før begynder at vende tilbage i brudstykker.
Martin dukker op i Livas tågede erindringer fra festen. Hun husker, at de sad og snakkede længe, men har svært ved at genkalde sig detaljerne i samtalen. Én ting husker hun dog. Hun havde studset, da han sagde, at han var flyttet til Aalborg af én specifik grund – nemlig fordi han havde bestemt sig for, at han ville have en jysk pige, og når han havde bestemt sig for noget, så skulle det nok lykkes. Liva havde undret sig over den udtalelse og havde samtidig følt sig smigret over hans åbenlyse interesse i hende. Han havde ladet det skinne igennem, at han mente, at hun kunne være lige præcis den slags pige, han havde ledt efter.
Liva smiler ved tanken om, hvor romantisk det lyder. Han flytter til den anden ende af landet i jagten på en helt speciel pige, og den pige kunne meget vel være hende. Tanken får hende til at føle sig speciel. Hun har virkelig savnet at være midtpunkt i en andens liv. Hun har været ensom.
Hun anstrenger sig for at få brikkerne fra aften en før til at passe sammen, men hendes hukommelse svigter hende, og efter et stykke tid glider hun ind i en dyb søvn.
En insisterende lyd fra telefonen hiver hende brat ud af søvnen. Hun stønner højlydt og forsøger at blive vågen nok til at kigge på telefonens display.
Da hun åbner øjnene, vender den dunkende hovedpine tilbage. Hun ignorerer ubehaget og samler telefonen op.
Der er en besked fra et nummer, hun ikke kender. Liva åbner beskeden og mærker pulsen stige, mens hun læser beskeden: ‘Tak for sidst.
Hvornår ses vi igen? Kærlig hilsen Martin.’ Hun stirrer på skærmen og forsøger at huske, om hun har givet Martin sit nummer. Hukommelsen er stadig tåget, men hun mindes glimtvis, at de sad på en bar, og at hun skrev sit nummer på Martins arm. Gik de fra festen? Hvor blev Marie af? Det var frygteligt
ubehageligt, når alkoholen udviskede hukommelsen. Hun var altid frygteligt bange for, at hun havde gjort sig selv helt til grin.
Hun tager en dyb indånding og forsøger at samle tankerne. Han var vel egentlig sød nok, tænker hun, mens hun forsøger at skubbe tvivlen i baggrunden.
Hendes uldne hjerne kan ikke helt sætte en finger på, hvor tvivlen kommer fra. Så vidt hun husker, var Martin sød. Hun sukker og opgiver at løse mysteriet, så længe hovedet dunker, som om nogen slår på stortromme inde i hendes kranie.
Det er på tide at stå op, så hun beslutter sig for at tage stilling til beskeden fra Martin efter et hurtigt brusebad. Hun har brug for at blive mere klar i hovedet, og blive fri for den dunkende hovedpine og fornemmelsen af, at værelset snurrer rundt.
Resolut hiver hun dynen til side og svinger benene ud over sengekanten. Et kort øjeblik føles det, som om hun skal kaste op, men efter et par sekunder forsvinder kvalmen igen.
I skabet hiver hun et par joggingbukser og en hættetrøje frem, hvorefter hun sætter kurs mod det lille badeværelse, som hun deler med den lille lejligheds anden beboer, Annika.
Det varme vand gør hende godt. Hun læner hovedet tilbage og lader vandet plaske ned over sig. Langsomt får hun det bedre, og følelsen af at vaske den foregående nat af sig er befriende.
Da hun slukker for vandet, kryber kulden ind på hende, og hun skynder sig at tørre sig og hoppe i tøjet.
Blikket fanger kortvarigt hendes eget spejlbillede, og hun skynder sig at fokusere på den strømpe, hun er i gang med at iføre sig. Spejlet rummer ikke noget, hun er synderligt begejstret for.
Inde på værelset ligger telefonen og venter på hende. Hvad skal jeg svare, tænker hun.
Efter at have stirret tomt på telefonens display i et par minutter, begynder hun at skrive. ‘Hej. Selv tak for sidst. Jeg skal arbejde en del i næste uge, så
jeg ved ikke helt, hvor meget tid jeg har. Kærlig hilsen Liva.’
Hun presser læberne sammen, da hun trykker på ‘send.’ Tvivlen nager hende stadig. Martin er slet ikke hendes type, og hun ved ikke, om hun overhovedet har lyst til at se ham igen. Det ville imidlertid også være uhøfligt at virke afvisende overfor ham. Hun husker svagt, at han komplimenterede hende heftigt aftenen i forvejen. Den slags fyre hænger ikke på træerne, så det ville give mening at give ham en fair chance.
Hun læner sig tilbage i sengen og trækker dynen op til hagen.
Tømmermændene har endnu ikke sluppet deres tag i hende, så hun lægger sig til rette og tænder for det lille fjernsyn. Ikke ti vilde heste kan få mig til at
rejse mig igen i dag!
Det er næsten mørkt udenfor, og Liva har smådøset igennem det meste af filmen. Hun spjætter af chok, da telefonen annoncerer, at hun har fået en
besked. På displayet kan hun se, at beskeden er fra Martin. Liva mærker et sug i maven, inden hun åbner beskeden.
‘Der er fest hos Christian igen på fredag. Ses vi der? Martin’. Liva lukker beskeden og starter i stedet en ny besked. Hun tager under ingen omstændigheder alene afsted til fest hos Christian, som hun ikke kender, selvom han var vært for festen aftenen forinden.
‘Hey Marie. Jeg har lige hørt, at der er fest hos Christian igen i næste weekend. Vil du med? Knus Liva’. Der går ikke engang fem minutter inden
Marie svarer.
‘Oh my God, Liva. Jeg har det maks dårligt efter i går, og du planlægger allerede den næste fest – men sure, lad os gøre det. Mys Marie.’
Liva læser beskeden med et sug i maven. Hun vil altså mødes med Martin igen. Han virkede også flink, og han fik hende til at føle sig speciel. Hun åbner beskeden fra Martin og begynder at skrive: ‘Yes, jeg kommer sammen med Marie. Vi ses. Liva’.
Så er der ingen vej udenom.
Hun smiler et lille, usikkert smil. Ikke længe efter slukker hun fjernsynet og falder i en dyb, tiltrængt søvn.
*
Da mandagen først var begyndt, syntes ugen at flyve afsted. Mellem arbejde og studier var der ikke tid til meget andet, og Liva glædede sig til weekenden. Et lille jag af nervøsitet fulgte imidlertid følelsen af at glæde sig. Det bekymrede hende en smule, at hun ikke umiddelbart så frem til at se Martin igen. Hun burde da glæde sig helt vildt. Hun forsøgte at undertrykke nervøsiteten og fortælle sig selv, at det var helt normalt. Hun kendte ham trods alt ikke rigtig endnu.
‘Bip, bip, bip’. Kun en time tilbage bag kassen i det supermarked, hun arbejdede i, ved siden af studiet.
Efter at have fået en fyraftensøl med kollegaerne gik hun hjem for at tage et bad og gøre sig klar til festen hos Christian. Tankerne kredsede om Martin, og hun var temmelig nervøs for at mødes med ham igen. Det er jo bare en fest, sagde hun til sig selv, mens hun trak på skuldrene og fandt aftenens outfit i skabet.
Når det kom til festlige outfits, nåede hun ikke Marie til sokkeholderne. Præcis som den foregående weekend smed hun et par jeans og en top på gulvet.
Hun kiggede kritisk på valget, inden hun lod håndklædet falde på gulvet og iførte sig tøjet.
Det varede ikke længe, inden hun hørte Maries hurtige bank på hoveddøren. De gik småsludrende afsted mod Christians lejlighed.
Af en eller anden grund havde Liva ikke fortalt Marie om aftalen med Martin. Måske handlede det om den måde, Marie havde set ud, da hun havde spurgt, hvem Martin var, weekenden forinden. Måske frygtede hun, at veninden ikke ville syntes om ideen.
På den korte gåtur besluttede hun sig for at sætte Marie ind i situationen. Det ville trods alt gå op for hende i samme øjeblik, de trådte ind til festen, så hun kunne ligeså godt få det overstået.
“Så, ehhh, jeg har faktisk aftalt at mødes med
ham Martin fra sidste weekend. Jeg gav ham åbenbart mit nummer, så han skrev til mig,” fortalte Liva forsigtigt, mens hun skelede til Marie ud af øjenkrogen.
“Jeg synes, du skal holde dig fra ham,” sagde Marie i et spidst tonefald.
Liva kiggede overrasket på hende. Hun anede ikke, at Marie kendte ham, udover at hun vidste, hvad han hed.
“Hvorfor?” spurgte Liva. Hun forstod ikke Maries spidse tone og frygtede, at hun var sur på hende. Var hun mon selv interesseret i Martin? Nej, det var ikke dét, hun så i venindens ansigt. Der var noget andet på spil.
“Jeg var på en enkelt date med ham for et par måneder siden, og jeg syntes bare, han virkede mærkelig. Han snakkede kun om sig selv hele aftenen, og i øvrigt var han ikke særlig spændende at høre på,” sagde Marie. Hun stoppede brat op og
vendte sig mod Liva. “Jeg har en dårlig fornemmelse om ham, Liva. Jeg håber bare, du tænker dig om.”
En knude i maven begyndte at vokse. Hvad handlede dét lige om?
Er hun mon jaloux, fordi Martin hellere vil være sammen med mig end hende? tænkte Liva, men hun følte sig på ingen måde overbevist om, at det var det, det handlede om.
De gik i tavshed det sidste stykke til lejligheden. Liva var lidt irriteret på Marie. Hun skulle da ikke bestemme, hvem hun skulle date. Det var sikkert bare, fordi hun selv var blevet vraget. Måske…
*
Liva vågnede med et sæt. Hovedet dunkede endnu engang, som for at minde hende om alle de hjerneceller, hun havde druknet i alkohol aftenen før. Igen var hukommelsen hullet som en si. Hun kneb øjnene hårdt sammen. Hvordan var hun overhovedet kommet hjem?
Hun var ikke alene i den lille enkeltmandsseng.
Ved siden af hende lå Martin og snorkede højlydt.
En blanding af panik og glæde fyldte hende.
Hun huskede brudstykker af alle de komplimenter, han havde givet hende aftenen før, og hvor insisterende han havde været på at komme med hende
hjem.
Idet hun svang benene ud over sengekanten, gik det op for hende, at hun var nøgen. En rødmen bredte sig i Livas ansigt og fik ansigtet til at føles alt for varmt. Det lignede hende ikke at tage en fyr, hun knap nok kendte, med hjem og oveni købet gå i seng med ham første aften. Skammen kom krybende, og hun skyndte sig at finde tøj i skabet. Efter et hurtigt brusebad og et glas vand med tilhørende Panodiler gik hun tilbage til det lille værelse.
Martin sad i sengen og smilede til hende, da hun kom ind. Hun rødmede igen og slog hurtigt blikket ned.
“Sovet godt?” spurgte Martin i en munter tone og sendte hende et sigende blik, som endnu engang fik skammen til at røre på sig. Varmen blussede igen op i kinderne.
“Tjo, jeg sov vel udmærket. Mit hoved har det dog knap så godt,” sagde Liva, mens hun teatralsk tog sig til hovedet.
Martin grinede og trak hende ned til sig i sengen. Liva kiggede op og mødte hans blik. Hun glemte sin nagende tvivl og tænkte: Det her kunne godt være rigtigt.
*
Da Martin var taget afsted hen på eftermiddagen, kom tvivlen tilbage.
De havde snakket i flere timer, og det virkede næsten for godt til at være sandt, at hun havde fundet en fyr, som ville præcis de samme ting i sit liv som hun selv drømte om. De havde snakket om fremtiden, om at rejse, og meget, meget mere.
Dog kunne hun ikke kvæle den sidste tvivl, som sad og gnavede i mavenregionen. Resolut sagde hun til sig selv, stop så med det
pjat, Liva, og nyd, at du endelig har fundet én, der
vil det samme som dig!
Som for at underbygge hendes udsagn til sig selv greb hun telefonen. Efter en dyb vejrtrækning ringede hun op til sine forældre.
Hendes mor tog røret, og efter at have sludret i et par minutter om løst og fast, tog Liva en dyb indånding og sagde: “Jeg har mødt en fyr – og jeg tror ikke, I vil kunne lide ham.” Med tilbageholdt åndedrag afventede hun sin mors respons.
“Så længe du føler, det er rigtigt, så støtter vi dig selvfølgelig.” Lettelse skyllede ind over hende. En lille stemme forsøgte desperat at gøre hende
opmærksom på, at der var noget forkert ved, at hun overhovedet havde sagt sådan til sin mor – var han den rigtige for hende?