Drømmefanger

Februar 2007

Liva roder febrilsk i tøjskabet, på jagt efter
aftenens outfit. Humøret er ikke til endnu en fest,
men hun har lovet at tage med, så nu er der ingen
vej udenom.
Siden sit brud med Sebastian for 6 måneder
siden er dagene gået med studieliv og fester. Hun er
træt af den evindelige rutine og hungrer efter
tosomhed igen.
Et lille melankolsk smil spiller i mundvigen.
Hun havde elsket Sebastian, men deres håb og
drømme for fremtiden havde ikke været kompatible.
Hun drømte om familie og børn, mens han ville
satse på karrieren. Derfor var forholdet gået i
stykker. Det havde været udramatisk, og omend der
havde været tårer, skiltes de i fred og fordragelig-
hed.
Liva vender opmærksomheden mod tøjskabet og
finder en top med blonder. Hun kigger kritisk på den
og derefter på klokken. Det bliver ikke bedre,
tænker hun og skynder sig at iføre sig toppen. Hun
har aftalt at følges til festen med en veninde fra
klassen. Hun kender ikke ham, der holder festen.
Sådan er det ofte.
Da hun har iført sig den sidste højhælede støvle,
banker det på døren. Udenfor står Marie, som ser
mere end klar ud i sit sprudlende festtøj.
“Er du klar?” spørger hun.
“Yes, jeg kommer nu,” svarer Liva og låser
døren efter sig.
Aftenen er kølig. Hun skutter sig og trækker
jakken tættere op omkring halsen.
De går det korte stykke over til den lejlighed,
hvor festen holdes. De kan høre musikken allerede,
da de er et stykke derfra.
De to piger træder ind ad døren og mødes af
festglade mennesker, der er godt i gang med
festlighederne. Der står tomme dåser og flasker på
sofabordet, og den lille lejlighed er fyldt med
mennesker, som snakker højlydt i munden på hin-
anden.
En tydeligt beruset fyr stikker en dåseøl i
hånden på Liva og tilskynder hende til at sætte sig
på en af de få ledige stole i den lille stue. Liva
kigger rundt og konstaterer, at hun ikke kender
andre end Marie. Hun sukker og fører dåsen med øl
op til munden. Hun tager en stor slurk og mærker,
hvordan kulden langsomt forlader kroppen. Hun
svajer let til den dunkende musik og begynder så
småt at føle sig bedre tilpas.
Hun kigger rundt i det lille lokale. Blikket
standser ved en fyr, som sidder i en lurvet sofa og
stirrer på hende. Han hæver dåseøllen i sin hånd til
en skål, mens et skævt smil spiller i hans ene
mundvig. Forfjamsket hæver Liva sin egen øldåse
og tager derefter en slurk. Hun slår blikket ned, men
kigger et øjeblik efter på fyren ud af øjenkrogen.
Der er ikke noget specielt ved ham. Han er ikke den
pæneste fyr til festen, og som udgangspunkt er han
slet ikke hendes type. Hun slår igen blikket ned, da
han fortsat stirrer ufravendt på hende.
I samme øjeblik vælter Marie ned i skødet på
hende. Hun er beruset og skråler med på den sang,
der dunker ud af højtalerne.
“Hvem er ham dér?” spørger Liva med et lille
nik i retning af fyren i sofaen. Marie kigger forvirret
rundt, indtil hun får øje på, hvem Liva hentyder til.
“Det er Martin,” siger hun, mens hun vender
blikket mod øllen i hånden. Hun har fået et
uudgrundeligt udtryk i ansigtet, der et øjeblik
forvirrer Liva.
“Kom.” Marie hiver Liva op af stolen og finder
et minimalt stykke tomt gulv. Her kaster Marie sig
ud i en vild dans, og et øjeblik efter kan Liva ikke
lade være med at følge trop. De danser og griner
fjollet. Liva kan mærke øllets virkning, og
hæmningerne forlader kroppen.
Hun får øjenkontakt med Martin, som fortsat
sidder i sofaen. Han gestikulerer til hende, at hun
skal komme over til ham. Liva overlader Marie til
en anden beruset fyr, som straks kaster sig ud i
dansen. Det føles næsten, som om gulvet bevæger
sig i takt med de dansende mennesker. Eller måske
er det bare virkningen af dåsens indhold, der har
meldt sin ankomst. Luften i den lille lejlighed er tæt,
og en sveddråbe løber langsomt ned ad hendes ryg.
“Hej,” siger hun, da hun kommer over til sofaen.
Martin rykker sig, så der er plads til, at hun kan lade
sig falde ned ved siden af ham. Der er ikke meget
plads i sofaen, og de kommer til at sidde tættere,
end hun bryder sig om.
“Jeg hedder Martin,” siger han.
“Liva,” siger Liva og smiler et alkoholfremkaldt
smil. Hun ryster dåsen og opdager, at hun har tømt
endnu en øl. Hvordan skete det lige, tænker hun,
selvom hun egentlig er ligeglad. Lige nu har hun det
godt, og humøret er i top.
Måske bliver det alligevel en god aften, selvom
lysten ikke havde været der, til at starte med.
*
Liva vågner fortumlet op ad formiddagen.
Hovedet dunker, og hendes mund er tør som
sandpapir. Hun stønner og forsøger at samle sig til
at stå op af sengen og få noget at drikke.
Da hun endelig svinger benene ud over senge-
kanten, snurrer det lille værelse rundt, og hun
trækker vejret dybt, inden hun rejser sig, og med
forsigtige skridt går ud i køkkenet. Hun åbner køle-
skabet. Hun har glemt at købe ind.
“Forbandet,” mumler hun, mens hun lukker
køleskabet, og i stedet tager et glas i skabet. Hun
lader vandet løbe, inden hun fylder det, og grådigt
drikker det kolde vand. Da glasset er tomt, har hun
det lidt bedre, men beslutter sig alligevel for at
hoppe i seng igen. Hun trækker dynen helt op under
hagen og lukker øjnene. Aftenen før begynder at
vende tilbage i brudstykker.
Martin dukker op i Livas tågede erindringer fra
festen. Hun husker, at de sad og snakkede længe,
men har svært ved at genkalde sig detaljerne i
samtalen. Én ting husker hun dog. Hun havde
studset, da han sagde, at han var flyttet til Aalborg af
én specifik grund – nemlig fordi han havde bestemt
sig for, at han ville have en jysk pige, og når han
havde bestemt sig for noget, så skulle det nok
lykkes. Liva havde undret sig over den udtalelse og
havde samtidig følt sig smigret over hans åbenlyse
interesse i hende. Han havde ladet det skinne
igennem, at han mente, at hun kunne være lige
præcis den slags pige, han havde ledt efter.
Liva smiler ved tanken om, hvor romantisk det
lyder. Han flytter til den anden ende af landet i
jagten på en helt speciel pige, og den pige kunne
meget vel være hende. Tanken får hende til at føle
sig speciel. Hun har virkelig savnet at være midt-
punkt i en andens liv. Hun har været ensom.
Hun anstrenger sig for at få brikkerne fra aften-
en før til at passe sammen, men hendes hukommelse
svigter hende, og efter et stykke tid glider hun ind i
en dyb søvn.
En insisterende lyd fra telefonen hiver hende
brat ud af søvnen. Hun stønner højlydt og forsøger
at blive vågen nok til at kigge på telefonens display.
Da hun åbner øjnene, vender den dunkende
hovedpine tilbage. Hun ignorerer ubehaget og
samler telefonen op.
Der er en besked fra et nummer, hun ikke
kender. Liva åbner beskeden og mærker pulsen
stige, mens hun læser beskeden: ‘Tak for sidst.
Hvornår ses vi igen? Kærlig hilsen Martin.’ Hun
stirrer på skærmen og forsøger at huske, om hun har
givet Martin sit nummer. Hukommelsen er stadig
tåget, men hun mindes glimtvis, at de sad på en bar,
og at hun skrev sit nummer på Martins arm. Gik de
fra festen? Hvor blev Marie af? Det var frygteligt
ubehageligt, når alkoholen udviskede hukommelsen.
Hun var altid frygteligt bange for, at hun havde gjort
sig selv helt til grin.
Hun tager en dyb indånding og forsøger at samle
tankerne. Han var vel egentlig sød nok, tænker hun,
mens hun forsøger at skubbe tvivlen i baggrunden.
Hendes uldne hjerne kan ikke helt sætte en finger
på, hvor tvivlen kommer fra. Så vidt hun husker, var
Martin sød. Hun sukker og opgiver at løse
mysteriet, så længe hovedet dunker, som om nogen
slår på stortromme inde i hendes kranie.
Det er på tide at stå op, så hun beslutter sig for
at tage stilling til beskeden fra Martin efter et hurtigt
brusebad. Hun har brug for at blive mere klar i
hovedet, og blive fri for den dunkende hovedpine og
fornemmelsen af, at værelset snurrer rundt.
Resolut hiver hun dynen til side og svinger
benene ud over sengekanten. Et kort øjeblik føles
det, som om hun skal kaste op, men efter et par
sekunder forsvinder kvalmen igen.
I skabet hiver hun et par joggingbukser og en
hættetrøje frem, hvorefter hun sætter kurs mod det
lille badeværelse, som hun deler med den lille
lejligheds anden beboer, Annika.
Det varme vand gør hende godt. Hun læner
hovedet tilbage og lader vandet plaske ned over sig.
Langsomt får hun det bedre, og følelsen af at vaske
den foregående nat af sig er befriende.
Da hun slukker for vandet, kryber kulden ind på
hende, og hun skynder sig at tørre sig og hoppe i
tøjet.
Blikket fanger kortvarigt hendes eget spejl-
billede, og hun skynder sig at fokusere på den
strømpe, hun er i gang med at iføre sig. Spejlet
rummer ikke noget, hun er synderligt begejstret for.
Inde på værelset ligger telefonen og venter på
hende. Hvad skal jeg svare, tænker hun.
Efter at have stirret tomt på telefonens display i
et par minutter, begynder hun at skrive. ‘Hej. Selv
tak for sidst. Jeg skal arbejde en del i næste uge, så
jeg ved ikke helt, hvor meget tid jeg har. Kærlig
hilsen Liva.’
Hun presser læberne sammen, da hun trykker på
‘send.’ Tvivlen nager hende stadig. Martin er slet
ikke hendes type, og hun ved ikke, om hun over-
hovedet har lyst til at se ham igen. Det ville
imidlertid også være uhøfligt at virke afvisende
overfor ham. Hun husker svagt, at han kompliment-
erede hende heftigt aftenen i forvejen. Den slags
fyre hænger ikke på træerne, så det ville give
mening at give ham en fair chance.
Hun læner sig tilbage i sengen og trækker dynen
op til hagen.
Tømmermændene har endnu ikke sluppet deres
tag i hende, så hun lægger sig til rette og tænder for
det lille fjernsyn. Ikke ti vilde heste kan få mig til at
rejse mig igen i dag!
Det er næsten mørkt udenfor, og Liva har små-
døset igennem det meste af filmen. Hun spjætter af
chok, da telefonen annoncerer, at hun har fået en
besked. På displayet kan hun se, at beskeden er fra
Martin. Liva mærker et sug i maven, inden hun
åbner beskeden.
‘Der er fest hos Christian igen på fredag. Ses vi
der? Martin’. Liva lukker beskeden og starter i
stedet en ny besked. Hun tager under ingen om-
stændigheder alene afsted til fest hos Christian, som
hun ikke kender, selvom han var vært for festen
aftenen forinden.
‘Hey Marie. Jeg har lige hørt, at der er fest hos
Christian igen i næste weekend. Vil du med? Knus
Liva’. Der går ikke engang fem minutter inden
Marie svarer.
‘Oh my God, Liva. Jeg har det maks dårligt efter
i går, og du planlægger allerede den næste fest – men
sure, lad os gøre det. Mys Marie.’
Liva læser beskeden med et sug i maven. Hun
vil altså mødes med Martin igen. Han virkede også
flink, og han fik hende til at føle sig speciel. Hun
åbner beskeden fra Martin og begynder at skrive:
‘Yes, jeg kommer sammen med Marie. Vi ses. Liva’.
Så er der ingen vej udenom.
Hun smiler et lille, usikkert smil. Ikke længe
efter slukker hun fjernsynet og falder i en dyb,
tiltrængt søvn.
*
Da mandagen først var begyndt, syntes ugen at
flyve afsted. Mellem arbejde og studier var der ikke
tid til meget andet, og Liva glædede sig til
weekenden. Et lille jag af nervøsitet fulgte imidler-
tid følelsen af at glæde sig. Det bekymrede hende en
smule, at hun ikke umiddelbart så frem til at se
Martin igen. Hun burde da glæde sig helt vildt. Hun
forsøgte at undertrykke nervøsiteten og fortælle sig
selv, at det var helt normalt. Hun kendte ham trods
alt ikke rigtig endnu.
‘Bip, bip, bip’. Kun en time tilbage bag kassen i
det supermarked, hun arbejdede i, ved siden af
studiet.
Efter at have fået en fyraftensøl med kollegaerne
gik hun hjem for at tage et bad og gøre sig klar til
festen hos Christian. Tankerne kredsede om Martin,
og hun var temmelig nervøs for at mødes med ham
igen. Det er jo bare en fest, sagde hun til sig selv,
mens hun trak på skuldrene og fandt aftenens outfit i
skabet.
Når det kom til festlige outfits, nåede hun ikke
Marie til sokkeholderne. Præcis som den foregående
weekend smed hun et par jeans og en top på gulvet.
Hun kiggede kritisk på valget, inden hun lod
håndklædet falde på gulvet og iførte sig tøjet.
Det varede ikke længe, inden hun hørte Maries
hurtige bank på hoveddøren. De gik småsludrende
afsted mod Christians lejlighed.
Af en eller anden grund havde Liva ikke fortalt
Marie om aftalen med Martin. Måske handlede det
om den måde, Marie havde set ud, da hun havde
spurgt, hvem Martin var, weekenden forinden.
Måske frygtede hun, at veninden ikke ville syntes
om ideen.
På den korte gåtur besluttede hun sig for at sætte
Marie ind i situationen. Det ville trods alt gå op for
hende i samme øjeblik, de trådte ind til festen, så
hun kunne ligeså godt få det overstået.
“Så, ehhh, jeg har faktisk aftalt at mødes med
ham Martin fra sidste weekend. Jeg gav ham
åbenbart mit nummer, så han skrev til mig,” fortalte
Liva forsigtigt, mens hun skelede til Marie ud af
øjenkrogen.
“Jeg synes, du skal holde dig fra ham,” sagde
Marie i et spidst tonefald.
Liva kiggede overrasket på hende. Hun anede
ikke, at Marie kendte ham, udover at hun vidste,
hvad han hed.
“Hvorfor?” spurgte Liva. Hun forstod ikke
Maries spidse tone og frygtede, at hun var sur på
hende. Var hun mon selv interesseret i Martin? Nej,
det var ikke dét, hun så i venindens ansigt. Der var
noget andet på spil.
“Jeg var på en enkelt date med ham for et par
måneder siden, og jeg syntes bare, han virkede
mærkelig. Han snakkede kun om sig selv hele
aftenen, og i øvrigt var han ikke særlig spændende
at høre på,” sagde Marie. Hun stoppede brat op og
vendte sig mod Liva. “Jeg har en dårlig for-
nemmelse om ham, Liva. Jeg håber bare, du tænker
dig om.”
En knude i maven begyndte at vokse. Hvad
handlede dét lige om?
Er hun mon jaloux, fordi Martin hellere vil være
sammen med mig end hende? tænkte Liva, men hun
følte sig på ingen måde overbevist om, at det var
det, det handlede om.
De gik i tavshed det sidste stykke til lejligheden.
Liva var lidt irriteret på Marie. Hun skulle da ikke
bestemme, hvem hun skulle date. Det var sikkert
bare, fordi hun selv var blevet vraget. Måske…
*
Liva vågnede med et sæt. Hovedet dunkede
endnu engang, som for at minde hende om alle de
hjerneceller, hun havde druknet i alkohol aftenen
før. Igen var hukommelsen hullet som en si. Hun
kneb øjnene hårdt sammen. Hvordan var hun
overhovedet kommet hjem?
Hun var ikke alene i den lille enkeltmandsseng.
Ved siden af hende lå Martin og snorkede højlydt.
En blanding af panik og glæde fyldte hende.
Hun huskede brudstykker af alle de komplimenter,
han havde givet hende aftenen før, og hvor insister-
ende han havde været på at komme med hende
hjem.
Idet hun svang benene ud over sengekanten, gik
det op for hende, at hun var nøgen. En rødmen
bredte sig i Livas ansigt og fik ansigtet til at føles alt
for varmt. Det lignede hende ikke at tage en fyr, hun
knap nok kendte, med hjem og oveni købet gå i seng
med ham første aften. Skammen kom krybende, og
hun skyndte sig at finde tøj i skabet. Efter et hurtigt
brusebad og et glas vand med tilhørende Panodiler
gik hun tilbage til det lille værelse.
Martin sad i sengen og smilede til hende, da hun
kom ind. Hun rødmede igen og slog hurtigt blikket
ned.
“Sovet godt?” spurgte Martin i en munter tone
og sendte hende et sigende blik, som endnu engang
fik skammen til at røre på sig. Varmen blussede igen
op i kinderne.
“Tjo, jeg sov vel udmærket. Mit hoved har det
dog knap så godt,” sagde Liva, mens hun teatralsk
tog sig til hovedet.
Martin grinede og trak hende ned til sig i
sengen. Liva kiggede op og mødte hans blik. Hun
glemte sin nagende tvivl og tænkte: Det her kunne
godt være rigtigt.
*
Da Martin var taget afsted hen på efter-
middagen, kom tvivlen tilbage.
De havde snakket i flere timer, og det virkede
næsten for godt til at være sandt, at hun havde
fundet en fyr, som ville præcis de samme ting i sit
liv som hun selv drømte om. De havde snakket om
fremtiden, om at rejse, og meget, meget mere.
Dog kunne hun ikke kvæle den sidste tvivl, som
sad og gnavede i mavenregionen.
Resolut sagde hun til sig selv, stop så med det
pjat, Liva, og nyd, at du endelig har fundet én, der
vil det samme som dig!
Som for at underbygge hendes udsagn til sig
selv greb hun telefonen. Efter en dyb vejrtrækning
ringede hun op til sine forældre.
Hendes mor tog røret, og efter at have sludret i
et par minutter om løst og fast, tog Liva en dyb
indånding og sagde: “Jeg har mødt en fyr – og jeg
tror ikke, I vil kunne lide ham.” Med tilbageholdt
åndedrag afventede hun sin mors respons..
“Så længe du føler, det er rigtigt, så støtter vi dig
selvfølgelig.” Lettelse skyllede ind over hende. En
lille stemme forsøgte desperat at gøre hende
opmærksom på, at der var noget forkert ved, at hun
overhovedet havde sagt sådan til sin mor – var han
den rigtige for hende?