Cabaros rede

KAPITEL 1

Den surrealistiske følelse, der fulgte i kølvandet på overgangen fra den ene region til den anden, var bemærkelsesværdig. Med et enkelt skridt gik vi fra en klam varme og et sumpet underlag til en tør hede med fast grund under fødderne. Hvis det ikke var, fordi jeg selv stod midt i det, ville jeg aldrig nogensinde tro på, at noget sådant kunne lade sig gøre – landskaber skiftede simpelthen ikke så pludseligt, at man ligefrem kunne se linjen, der udgjorde grænsen mellem sump og savanne. Sådan en overgang skete altid gradvist, så man næsten ikke nåede at opdage skiftet, før man pludselig stod i en anden slags landskab. Det var naturens lov, og alt andet var ulogisk – men Fandos fulgte ikke naturens love!

Solen skar nådesløst i øjnene og gjorde det svært at se landskabet, der foldede sig ud foran mig. Den ekstreme varme, der bølgede omkring mig, fortalte mig, at vi havde en hård tur foran os. Jeg forestillede mig, at det var den slags tør varme, man ville finde i en ørken i min egen verden – en ubarmhjertig og nådes-løs  hede.

Jeg skævede til Freya, som stod ved siden af mig og skærmede for øjnene med den ene hånd. Hun så enormt lille ud, samtidig med at hun så ud til at være ældre end mig. Det var en mærkværdig kontrast, og et øjeblik undrede jeg mig over, hvordan så modstridende ting kunne findes i det samme menneske. Hvor ville hun overhovedet passe ind, hvis det nogensinde lykkedes os at vende tilbage til vores egen verden? Hun var ikke længere et tolvårigt barn, men nærmere en voksen, fanget i et barns krop. Og dertil kom, at der var tale om en dybt traumatiseret ‘voksen’.

“Så det er altså savannen?” spurgte jeg for at bryde tavsheden, som var begyndt at føles trykkende – og for at tvinge de mange tanker tilbage til min underbevidsthed. 

“Intet passerer uset forbi din exceptionelle opfattelsesevne,” svarede hun flabet og bragte med sine ord et smil frem i min ene mundvig. 

Jeg var efterhånden begyndt at sætte pris på hendes uforudsigelige og til tider excentriske væremåde. Der var i hvert fald aldrig et kede-ligt øjeblik sammen med Freya!

Det høje, rødlige græs svajede stille i den svage vind. Selvom jeg bestemt ikke havde overhørt Freyas advarsel om, at savannen rummede farer, var mit første indtryk, at der var fredfyldt. Måske handlede den opfattelse mest af alt om, at intet forsøgte at æde mig på nuværende tidspunkt!

“Er der langt til den grotte, du kender?” 

Vi var så småt begyndt at bevæge os  igen-nem græsset, og det var en smule nerve-pirrende ikke at kunne se mine fødder, som fuldstændig blev opslugt af det tætte græs. Jeg håbede bare, at dette ikke var den slags savanne, hvor giftige slanger lå på lur. Hvert øjeblik forventede jeg næsten at mærke smerten fra et par hugtænder i anklen.

“Savannen består af endeløse vidder. Regi-onen er stor.”

Med et suk og et lille grin accepterede jeg det kryptiske svar, vel vidende at jeg ikke ville få noget mere brugbart ud af hende. Konklusionen var – kom jeg frem til – at der var langt!

“Kan du ikke fortælle lidt om, hvilke væsner vi kan risikere at støde på i denne region, Freya? Det ville være rart at være bare en smule forberedt.” Og at slå kedsomheden ved denne vandring lidt ihjel, tænkte jeg, mens jeg betragtede det ensformige landskab omkring mig.

Den gigantiske mækolum var stadig frisk i erindringen, og selve tanken om den fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Jeg gøs, på trods af varmen, mens jeg afventede Freyas svar.

“Mange væsner er fredelige på savannen. Der er for eksempel permikak, olokak og mulop. Fredelige væsner, som lever af landet. Der er de gigantiske, de store og de lidt mind-re – og så er der selvfølgelig dem, der lever af andre væsner. Dem bryder vi os ikke om. Des-værre bliver vi nødt til at aflægge cabaro et visit. Vi håber bare, at de kære cabaroer aller-ede har spist, når vi kommer.”

Freyas ord var ikke ligefrem betryggende, men jeg havde trods alt overlevet at stå ansigt til ansigt med mækolum. Selv i min vildeste fantasi havde jeg svært ved at forestille mig, at cabaro skulle være mere frygtindgydende ende det bæst. Og i den sidste ende var der ikke noget valg – vi måtte have fat i savannens hjerte!