Neurodivergens fik en flyvende start da den udkom som hardback – derfor kommer den nu i en mere tilgængelig paperback udgave, så endnu flere kan få glæde af Mikis historie!
Hvorfor skrev jeg Neurodivergens?
Da jeg første gang satte mig til tasterne, var min drivkraft enkel: Jeg ønskede at skabe en historie, som andre kunne finde trøst, spejling og inspiration i.
Neurodivergens er på overfladen en postapokalyptisk fortælling fyldt med pandemi og zombieagtige væsner – men kernen i historien er noget helt andet: Hovedpersonen Miki, som har en autismediagnose.
Jeg skrev bogen, fordi min egen søn har autisme. Han er nu teenager, og jeg oplevede et stort hul i litteraturen – der manglede spændende bøger, hvor en neurodivergent hovedperson står i centrum. Hvor han (og andre unge som ham) kan spejle sig i en karakter, der ikke bare overlever, men kæmper med styrke og sårbarhed i en verden af kaos.
Min søn har endda selv hjulpet med beskrivelserne af, hvordan et autistisk menneske ville reagere i de forskellige situationer, og det har givet bogen en helt særlig autenticitet.
Neurodivergens er derfor ikke bare en fortælling om overlevelse – men også en fortælling om at høre til, selv når man er anderledes.

MØD HOVEDPERSONEN: MIKI
Han er en teenager, som lever med autisme – i en verden, der er gået under.
Han har altid følt sig anderledes.
Han har svært ved smalltalk og sociale spilleregler.
Han søger tryghed i sine mentale kasser og rutiner.
Men i en verden hærget af en altødelæggende virus og blodtørstige væsener, viser netop hans anderledeshed sig at være hans største styrke.
Hvor andre mister fodfæstet i kaos, kan Miki bevare fokus. Hvor andre bryder sammen, finder han styrke i struktur og logik.
Neurodivergens er ikke bare en dystopisk ungdomsroman om overlevelse – det er også en fortælling om at være anderledes, og om at opdage, at det, der før føltes som en svaghed, kan være nøglen til at overleve.
GLÆD DIG TIL UDGIVELSEN D. 1. OKTOBER 2025


