Milas og Trunte er bedste venner. Hver dag leger de sammen, og om natten sover de sammen i Milas’ seng.
Men en dag bliver Trunte meget syg og bliver nødt til at komme på dyrehospitalet.
At skulle sige farvel til et kæledyr er aldrig sjovt for hverken børn eller voksne.
Men hvad er det egentlig, der skal ske, når man kører afsted til dyrehospitalet?
At forstå processen bag en aflivning kan hjælpe børn i processen med at sige farvel til deres kæledyr på den bedst mulige måde.
Ideen om aflivning kan virke enormt skræmmende, hvis man ikke helt forstår præcis, hvad der skal ske.
‘Farvel Trunte’ tager aflivningsprocessen ned i børnehøjde og forklarer, hvordan det foregår, når I ankommer til dyrehospitalet.
Gennem tekst og illustrationer giver bogen mulighed for at snakke om, hvad der skal ske, hvorfor det er nødvendigt, samt at svare på de spørgsmål, barnet måtte have.
Bag om bogen

Da Trunte blev syg var det et hårdt slag for os allesammen.
Selvom jeg vidste at dagen ville komme og at hun var en gammel hund, er det svært at forberede sig på at skulle sige det endelige farvel.
Trunte var ældre end begge børnene. Hun havde fulgt mig gennem to graviditeter og en skilsmisse. Børnene havde aldrig kendt til et liv uden hende.
Jeg forberedte børnene så godt som muligt på hvad der skulle ske, men frygten for at det ville gøre ondt på Trunte, hvad de gjorde ved hende og hvad der skulle ske bagefter, fyldte enormt meget for, især, Milas.
Derfor satte jeg mig ned og overførte Truntes historie til papir med håbet om at hun på den måde kan hjælpe andre der står i den triste situation at skulle sige farvel til deres elskede kæledyr ♥️


