Hun vidste godt at den var der. Den dukkede ofte op i de mørke timer, når solen havde afsluttet sin rejse over himmelhvælvingen. Den skjulte sig i skyggerne, klar til at indtage hendes bevidsthed.
Den havde været der i så mange år, at den efterhånden var blevet en del af hende. Den fulgte hende hvorhen hun gik.
Nogen gange holdt den sig ikke til skyggerne, men viste sig i dagtimerne – trodsede lyset, og viste tænder.
Hvornår den var dukket op, kunne hun ikke længere huske. Hun havde troet hun kunne flygte fra den, men den fulgte med uanset hvor hurtigt hun løb.
En gysen gik gennem hende, og fremkaldte gåsehud på hendes hud.
Hun fornemmede den altid, lige i periferien af hendes bevidsthed. Den ventede på et svagt øjeblik. Den ventede på, at hun sænkede paraderne, og lukkede den ind.
Den var en mørkets skabning. Hun vidste godt, at hun ikke skulle lukke den ind, men den hviskede i hendes øre, og fandt et smuthul i hendes mentale fæstning.
Den var ikke en fysisk skabning, men hun så den. De små stikkende øjne, de spidse tænder, og den grønne hue der sad på dens lille hoved. Første gang hun så den, tænkte hun: “Nisse!”
Den bar ingen lighed med de glade nisser fra hendes barndom. De nisser der bebudede julens komme, og betød forventning og glæde. Denne mørke nisse varslede aldrig noget godt.
Hun vidste aldrig hvornår den ville komme snigende.
Nogen gange kom den når hun kiggede sig i spejlet. Så hviskede den, “du er for tyk,” “du ser ulækker ud.” Når den hviskede i hendes øre, kunne hun godt se at den havde ret.
Andre gange sneg den sig ind på hende, når hun var sammen med børnene. Den hviskede ting som, “du er en dårlig mor,” “du burde gøre mere.” Hun vidste den havde ret. Den havde altid ret.
Når hun lukkede øjnene om aftenen, og afventede at søvnen ville indfinde sig, var hun sårbar. Den udnyttede denne sårbarhed, og krøb ind i hendes tanker. Den holdt søvnen på afstand med sin hvisken: “Det kunne du have gjort bedre.” “Tag dig sammen.” “Du bliver aldrig god nok.”
I timerne efter mørkets frembrud, kom søvnen endelig. Men nissen ville ikke lade hende få en dyb, og rolig nats søvn. Hele natten ville den hviske i hendes øre. Den ville klæbe sig fast til hendes bevidsthed, som en igle, og hviske, hviske, hviske. Dens ord blev til mareridt, og hun ville vågne, badet i angstens klæbrige sved.
Den anden nisse – den gode nisse – var sjældent stærk nok. Den kæmpede på hendes vegne, mod det mørke væsen, hvis eneste formål var at ødelægge.
Den gode nisse forsøgte at overdøve den ondsindede hvisken. Den stod på hendes anden skulder, og hviskede: “Du er god nok.” “Du er perfekt, som du er.” “Du er en god mor.”
Dette lysets væsen havde ikke de mørke, stikkende øjne. Den havde venlige, milde øjne, som så på hende med tillid. Den røde hue, der sad på toppen af det lille hoved, mindede mere om barndommens glade nisser, og synet indgød mod og glæde.
Den røde nisse var dukket op en dag, hvor den grønne nisse spyede sin ondskab ind i hendes øre. Uden varsel stod den røde nisse på hendes skulder. Den havde smilet til hende, og smilet havde i et kort øjeblik været nok til, at hun kunne blokere for ondskaben. Hun havde fokuseret på den røde nisse, mens hun kiggede på sig selv i spejlet. Da hun igen vendte opmærksomheden mod den grønne nisse, var den forsvundet.
Den dag havde været en god dag.
Hun vidste at den røde nisse var der. Den kæmpede dagligt en indædt kamp mod mørket. For det meste tabte den kampen om hendes bevidsthed. For det meste sejrede mørket over lyset.
Men den var der. Den kæmpede på hendes vegne.
Måske ville den røde nisse en dag blive stærkere. Måske ville den en dag besejre den grønne nisse, og for evigt forvise den fra hendes bevidsthed.
Måske…
Maja Nór Salómon 