Hans krop gik amok, hver gang en af dem kom i nærheden af ham. Hjertet føltes, som kunne det bryde gennem ribbenene så let som ingenting. Det bankede, og bankede – hurtigere og hurtigere, indtil han var sikker på at det ville slå sig selv ud af takt, og til sidst gå i stå.
Håndfladerne blev varme, og klamme. Koldsveden fik håret til at klæbe ubehageligt til panden. Han gjorde sit bedste for at kontrollere sin vejrtrækning, så han ikke hyperventilerede, og slog sig selv ud. Hvis han besvimede ville han være hjælpeløs. Den ville kunne gøre hvad den ville med ham!
De gemte sig i skyggerne – i de mørke hjørner, hvor de holdt øje med ham. De ventede på et svagt øjeblik. Et øjeblik hvor han var uopmærksom, og lullet ind i en falsk tryghed. Det var dér de ville slå til. Han vidste det. De var mørkets væsener. De var født i klamme, dunkle huler, og var børn af natten.
Hvornår angsten for dem først dukkede op, huskede han ikke længere. Det syntes som om det pludselig var sket en dag, hvor en af de væmmelige skabninger var dukket op. Den havde stirret på ham, mens alle alarmklokker fik hans nervesystem til at bimle og bamle. Da væsenet havde berørt ham med sine ranglede, behårede ben, var det blevet for meget for ham.
Den nat havde han siddet med tårerne trillende ned ad kinderne på sit spisebord. Væsenet havde regeret hans hjem – havde gjort det til sit eget, uden at han kunne stille noget op. Den havde taget magten fra ham.
Hvorfor reagerede han så voldsomt på bæsterne? Hans hjerne fejlede ingenting. Han var et velfungerende individ, med et ganske gennemsnitligt intellekt.
Hvorfor kunne disse væsener nedbryde enhver logisk tænkning, og erstatte rationaler med afgrundsdyb frygt?
Nu kom den! Han syntes at kunne høre dens fremdrift på det nyvaskede parketgulv. ‘Klik-klik-klik’, lød det, når den jagtede ham. Var han ved at miste forstanden? Kunne frygt drive et menneske til vanvid? Logikken trumfede sin spinkle stemme igennem, og fortalte ham, at han selvfølgelig ikke kunne høre den. Han vidste godt det ikke gav mening, men det ændrede ikke på følelsen – den skrækkelige følelse.
Der kom den. Næsten triumferende, syntes det. Vidste den at han var magtesløs overfor den? Det måtte den gøre, sådan som den blasert slentrede omkring i huset, uden en eneste bekymring i verden.
Synet af den lodne skabning skubbede ham på ny ud over kanten til panik. Sveden haglede igen fra hans pande, og kvalme og svimmelhed, kæmpede om pladsen i hans bevidsthed.
Havde den mon set ham? Kunne han nå i sikkerhed i et andet rum, inden den var over ham?
Han turde ikke risikere det. Hvis den rørte ham, ville han dø! Aldrig havde han været mere sikker på noget. En enkelt berøring fra den ulækre skabning, ville sende ham i graven!
“I morgen søger jeg hjælp,” tænkte han, mens han hulkende gemte sig for væsenet i hans hus. “Jeg har brug for hjælp!”
Hvordan kunne en voksen mand , falde så voldsomt fra hinanden ved synet af en edderkop?
Han gemte sit våde, tårestrimmede ansigt i hænderne, og skammede sig.
Maja Nór Salómon 