Nu står jeg her endelig.
Det er sundt, siger de. Du vil elske det siger de. Jeg er ikke overbevist, som jeg står rystende af kulde, svøbt i min bløde frottébadekåbe. Den kolde morgenluft trænger ind under kanten på morgenkåben, og jeg trækker den tættere om mig, og skutter mig i kulden.
For 117 gang denne morgen, er jeg ved at vende om, og sætte kurs mod min lune bil, og køre direkte hjem under den bløde, varme dyne.
Det grå hav ser langt fra indbydende ud, og de spredte måger på himmelen skriger ildevarslende, som ville de advare mig imod, at fortsætte mit forehavende. Jeg kigger ned på mine bare fødder, og krummer tæerne i sandet. Jeg forsøger at finde viljen, og modet til at tage det første skridt ud på badebroen. “Nu er jeg trods alt kommet så langt” tænker jeg, og tager det første tøvende skridt ud på broen.
Brædderne på broen knirker sagte under min vægt, og jeg fortsætter ud mod trappen, som skal føre mig ned i de kolde vandmasser.
Mens jeg går, kigger jeg mig omkring, og konstaterer at stranden ligger øde hen i de tidlige morgentimer. Stilheden, og ensomheden på stranden, fylder mig med en fornemmelse af uro. Er det for risikabelt at gå i vandet, når ingen ved jeg er her? Der er ingen der kan hjælpe mig, hvis jeg får problemer i vandet. En spirrende panik, begynder at tage form, og jeg tøver midt i et skridt. “Nej!” tænker jeg. “Jeg opfinder grunde til, at opgive projektet, og køre hjem.” I stedet for at vende om, tvinger jeg de urovækkende tanker til de bagerste afkroge af mit sind, og fortsætter stålsat ud mod trappen.
Da jeg når ud til trappen, stirrer jeg ned på de kolde bølger, der let slår mod trappens ståltrin. Set oppe fra broen, er vandet sort, og syntes dybt, og truende.
Jeg tager en dyb indånding, og løsner bæltet på min morgenkåbe. “Så er det nu”, tænker jeg, mens jeg dirrer i kulden, og gåsehuden spreder sig på min hud.
Jeg tager det første trin ned mod det sorte vand, men stivner da mine fødder rammer det iskolde vand. Jeg står som frosset til trappen, ude af stand til at bevæge mig videre ned i vandet.
I, hvad der føles som timer, står jeg stille på trappen, lammet af kulden i mine, snart følelsesløse fødder.
Det er nu, eller aldrig, siger jeg højt. Jeg lukker øjnene, og lader mig falde fremad.
Iskoldt vand lukker sig omkring min krop. Jeg gisper, og famler efter trappens gelænder, så jeg kan redde mig i sikkerhed, og undslippe den lammende kulde.
Mens jeg vakler op af trappen, registrerer jeg en smertefuld stikken i min hud. Jeg føler mig levende, og uovervindelig.
Jeg svøber mig i morgenkåben, mens jeg smiler.
Maja Nór Salómon 