Jeg glipper med øjnene, og forsøger at bringe verden tilbage i fokus. Alt er en sløret masse, og jeg kan ikke stille skarpt på mine omgivelser. Jeg forsøger at tage hænderne op, for at gnide sløret ud af øjnene, men de lystrer ikke; kan ikke bevæge sig.
En snert af begyndende panik tager form, men jeg er stadig for desorienteret til, at tage mig af følelsen.
Langsomt glider verden tilbage i fokus. Jeg drejer hovedet, så meget det er muligt. Intet ser bekendt ud. Der er træer omkring mig, og skumringen lurer mellem stammerne.
Mine hænder er bundet bag mig, ligesom mine fødder også er bundet sammen. Jeg står lænet op ad en pæl.
Da jeg kigger ned, ser jeg, at jeg står på toppen af en stor stak grene, og større stammer. Bunken er samlet i midten af en stor lysning. Lysningen er omkranset af træer.
En gryende forståelse dæmrer i mit sind; jeg står bundet på toppen af et kæmpe stort bål.
Nu får panikken for alvor tag i mig, og jeg hiver, og slider i rebene, der holder mine arme og ben fast til pælen. Det nytter ikke. Rebene er tykke, og bundet så stramt, at jeg ikke kan rokke mig ud af stedet.
“Hjælp mig”, råber jeg fortvivlet ud i det tiltagende mørke. Ingen svarer mig.
Ud af øjenkrogen skimter jeg et lys blandt træerne. Lyset kommer tættere på, og jeg ser, at det er en mand, som bærer på en tændt fakkel.
“Hjælp”, råber jeg igen, men manden reagerer ikke på mine fortvivlede bønner om hjælp.
Nu ser jeg flere lys dukke op i skoven, og alle nærmer sig lysningen, hvor jeg står bundet.
Flere og flere mennesker med fakler dukker frem fra skoven, og stiller sig i en rundkreds omkring bålet. Jeg skriger på hjælp, men ingen ænser mig. Det er som om jeg ikke eksisterer.
Da menneskene har dannet en sluttet cirkel, træder en kvinde ud af cirklen, og bevæger sig hen mod bålet. Hun ser kort op på mig. “Vil du ikke godt hjælpe mig?”, trygler jeg, men kvinden sænker blikket, og stikker den tændte fakkel ind i bålet.
Kvinden træder tilbage til sin plads i cirklen, og forsamlingen begynder at synge. Først stille, men efterhånden stiger lyden af sangen, og overdøver alle andre lyde.
Jeg hører dog ilden knitre under mig, og kan lugte røgen fra bålet. Ilden har godt fat i det tørre brændsel, og jeg ved at det er et spørgsmål om tid, før den når mig. Først mine fødder, og derefter resten af mig.
Varmen tager til. Lydløse tårer løber ned af mine kinder. Jeg ved jeg er fortabt. Ingen kan hjælpe mig nu.
Ilden når nu mine fødder. Smerten er ulidelig, ligesom den kvælende varme røg, som fylder mine lunger.
Jeg trækker røgfyldt luft ind, og skriger af mine lungers fulde kraft.
Gennem den varme røg, ser jeg ansigterne på de forsamlede mennesker. De synger stadig.
Så lukker jeg øjnene, og alt bliver sort.
Maja Nór Salómon 