Det første lys fra den gryende morgen trænger gennem hendes øjenlåg. En blid brise fra det åbne vindue løsriver hende endelig fra søvnens greb, og hun åbner øjnene.
I et par minutter tillader hun sig, at bliver liggende, og nyde lyset fra den opgående sol, som gradvist bliver stærkere, i takt med, at solen stiger højere op på himmelen.
Hun strækker sig, og gaber dovent, inden hun svinger benene ud over sengekanten. Følelsen af hendes bare fødder mod det kølige trægulv er behagelig, og hun tillader sig endnu et øjeblik, inden hun rejser sig fra sengekanten.
Da hun nærmer sig trappen, som fører ned til stueetagen, kan hun hører de velkendte lyde, som fortæller hende, at hendes mor er igang med morgenmaden. Duften af ristet brød, kaffe og bacon, strømmer hende i møde, og hun sætter farten op ned af trappen.
I køkkenet sidder hendes far, og læser avisen, mens han drikker en kop kaffe. Hendes mor står ved komfuret, og steger bacon, mens hun nynner sagte.
“Godmorgen,” siger hun, da hendes far kigger op fra avisen.
“Godmorgen,” svarer hendes mor og far, næsten i kor.
Hun sætter sig på sin sædvanlige plads ved bordet, og smører et stykke ristet brød. Hun elsker disse morgenstunder, hvor familien er samlet om morgenbordet. Der hersker en behagelig stilhed omkring bordet, mens hver især fordyber sig i deres individuelle morgenrutiner.
Hun kigger ud af vinduet, mens hun åndsfraværende tager en bid af sit ristede brød. Udenfor skinner solen, og det ser ud til at blive endnu en dejlig sensommerdag. Gårdens kat ligger og slikker solskin på græsplænen, og ænser ikke den fugl der lander lige ved siden af den, og snupper et nedfaldent bær.
Hun er henført til dagdrømme, og giver et lille spjæt af forskrækkelse, da hendes far skubber stolen ud ved siden af hende, og rejser sig fra bordet. Han skal igang med sin daglige rutine på gården. Først skal dyrene fodres, og derefter skal han i marken og pløje.
De fleste dage, hjælper hun til med arbejdet på gården, men idag holder hun fri. Bogen, som hun har planlagt at læse, ligger allerede klar på sengebordet, på hendes værelse.
Hendes opmærksom ledes igen hen mod vinduet. I haven kan hun se det gamle æbletræ, som svajer svagt i den blide brise. Æblerne er modne, og tynger de lange grene mod jorden.
Hun beslutter sig for, at tage bogen med ud til æbletræet, og læse i dets skygge. Her kan hun sidde lænet op ad stammen. Grenene, som næsten rører jorden, kan skjule hende for omverdenen. Hendes eget lille tilflugtssted, hvor hun kan fordybe sig i de fiktive riger, i hendes mange bøger.
“Tak for mad,” siger hun til sin mor, idet hun rejser sig. Hun skynder sig op ad trappen, for at hente bogen. På værelset tager hun hurtigt sin natkjole af, og ifører sig en let sommerkjole med blomstermotiv.
Med bogen under armen, løber hun ned af trappen, og ud i haven. Hun stopper kortvarigt op, for at kæle for gårdkatten, som stadig slikker sol på græsset.
Hun fortsætter hen mod æbletræet, og kryber under de hængende grene. Da hun når stammen, føles det som om, hun er trådt ind i et andet rige; et rige, som dem hun læser om i sine bøger.
Sollyset trænger igennem grenene hist og pist, og danner et magisk lys, i den lille hule.
Hun sætter sig til rette, op ad træets knudrede stamme, og åbner bogen.
I løbet af et øjeblik er hun opslugt af bogens handling. Hun opdager ikke, at flere timer er gået, før hendes mave rumler. Hun er midt i et kapitel, og har ikke lyst til at stoppe læsningen, for at gå ind og få noget at spise.
I stedet rækker hun op, og plukker et af de modne æbler, som hænger på grene lige over hende.
Stadig med øjnene klistret til bogen, tager hun den første bid af æblet. Den søde, modne smag ruller over hendes tunge, og udløser et væld af sanseoplevelser. Æblet smager af sol, sommer og drømme. Saften fra æblet løber ned over hendes hage, og hun lukker øjnene, og nyder den liflige smag.
I dette øjeblik er hun lykkelig.
Maja Nór Salómon 