Løve bor på savannen, sammen med sin mor og far.
En dag får Løve at vide, at Mor Løve og Far Løve skal skilles.
Heldigvis har Løve sin bedste ven Fugl.
Fugl hjælper Løve med, at håndtere alle de svære følelser, der følger med, når ens mor og far skal skilles.
Tag med Løve på rejse, sammen med Fugl, i Afrika, og find ud af, hvordan en lille løveunge får det bedre, når det hele bliver svært.
Bogen egner sig til børn fra 3 år.
Lixtal = 24



Anmeldelser
Skilsmissefamilien.dk
Historien om Løve giver ganske unge børn mulighed for at forholde sig til deres egen skilsmissefamilie.
Op til sommerferien udkom en ny bog, der er skrevet til børn helt ned til 3 år – om et ganske alvorligt emne, nemlig forældres skilsmisse.
Den hedder ”Løves forældre skal skilles” og er skrevet af Maja Nór Salómon Nielsen.
Løve er en lille løveunge, der bor på savannen sammen med sine forældre.
En dag får Løve at vide, at mor og far skal skilles. Dét vækker en række følelser i Løve, der har det svært med den nye situation.
Heldigvis har Løve sin bedste ven Fugl, der hjælper Løve med at håndtere alle de svære følelser.
Barnets kobling til historien om Løve
”Løves forældre skal skilles” fortæller dén historie, som mange børn selv står midt i: nemlig at deres forældre skal skilles.
Dét kan i sig selv være en svær situation for barnet, der kan have svært ved at forholde sig til og rumme følelserne. Men ved at høre historien fortalt gennem Løve bliver der umiddelbart en vis distancering til temaet; det kan nemlig være nemmere at forholde sig til Løves forældres skilsmisse og situation end barnets egen.
For eksempel bliver Løve ked af det, som selvfølgelig er en følelse, som mange børn tumler med. Samtidig spekulerer Løve over, om det er Løves skyld, at forældrene skal skilles. Her agerer den gode ven, Fugl, fornuftens stemme:
””Det er ikke din skyld”, siger Fugl til Løve. ”Din mor og far elsker dig højt. Det er de voksnes beslutning, og det har ikke noget med dig at gøre”.
På denne måde formår Fugl at fjerne ansvarsfølelsen fra Løves tanker – og det er i situationer som denne, at et barn kan drage læring af Løves oplevelser i forhold til sin egen situation.
Udtryksfulde illustrationer
”Løves forældre skal skilles” har et forholdsvist lavt lixtal (på 24), som gør, at ret unge børn selv kan læse historien. Men der er selvfølgelig også mulighed for, at barnet kan læse den sammen med en forælder.
Alle bogens 38 sider er prydet af tegninger, som forfatteren Maja Nór Salómon Nielsen selv har stået for. Illustrationerne er udtryksfulde og knytter sig fint til historien, så de udtrykker dét, der foregår. Et eksempel er hvor Løve giver udtryk for at være glad for at være alene med henholdsvis sin mor og sin far, og som udtryksfuldt vises gennem to illustrationer af henholdsvis kys fra far og kram fra mor.
Der er tale om en charmerende bog om et alvorligt emne, udtryksfulde tegninger, dialog med masser af svære tanker med hjælp til en bedre forståelse – og mulighed for at forstå og rumme forældrenes skilsmisse.
twirliepink
Skilsmisse er en svær størrelse, både at forstå og at tale om og særligt for de yngste børn, som ikke helt har et begreb om hvad det egentlig er. Mest føler de sig bare kede af det og har måske endda også en stor følelse af skyld Måske er de bange for at de er grunden til at mor og far ikke kan bo sammen mere. Det er en stor forandring de skal igennem og det at skulle have 2 af alting kan være meget overvældende, for det hele var det lettere da man bare boede sammen alle sammen.
”Løves forældre skal skilles” er henvendt til de yngste børn, hvor der i samtale bogen af samme forfatter er meget tekst, er der i denne mest lagt vægt på billeder og kort, men relaterbar, tekst, som vi kender fra andre billedebøger. Den afdækker nogle af alle de store forandringer og tanker, man kan gå med som barn i forbindelse med en skilsmisse, præcis som samtale bogen gør. Her er det dog taget ned på et niveau, hvor selv de yngste kan være med. Den er skrevet i et sprog og med billeder som børn let kan forholde sig til.
Har man et barn i førskolealderen, eller måske i 0kl, kunne man med fordel kombinere de to bøger og hjælpe barnet med at sætte ord på de følelser og tanker det måtte have i forbindelse med at mor og far går fra hinanden.
Bonusinfo: Fik min datter på 5 til at kigge billederne (uden at jeg læste, hun skulle blot fortælle hvad hun så), og uden at læse et eneste ord højt, men blot at spørge indtil hvad der var på billederne, fangede hun hurtigt hvad bogen handlede om.
Personligt er jeg mere til samtalebogen end denne her, men begge bøger afdækker emnet rigtig godt og tager skilsmissen ned i børnehøjde.


